Behov, en mangel på eller trang til noget. I en snæver betydning betegner behov en periodisk uligevægtstilstand i legemet, forårsaget af enten et underskud af noget, fx næring, eller et overskud af noget, fx hormoner. Uligevægten aktiverer nervesystemet og afstedkommer derved en målrettet adfærd med henblik på at genoprette ligevægten og tilvejebringe tilfredsstillelse af behovet.

Behov kan være medfødte, fx sult, tørst og seksualitet (se drift), eller tillærte som fx tobakshunger.

I en bredere betydning betegner behov handletilbøjeligheder rettet mod at opnå fx tryghed, omsorg eller agtelse. De af sådanne handletilbøjeligheder, der er særlig fremtrædende hos et menneske, kan desuden betragtes som personlighedstræk. I nogle psykologiske teorier anses behov i denne bredere betydning for at være selvstændige, andre gange opfattes de som tillærte på grundlag af eller afledte fra behov i den snævrere betydning. Behov udgør en vigtig del af menneskets motivation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig