autopoiese

Autopoiese er et begreb, der blev indført i 1972 af de chilenske biologer H. Maturana (1928-2021) og F. Varela (1946-2001) som betegnelse for det karakteristiske træk ved de levende systemers organisation, at deres eneste produkt er dem selv. Der er således ingen adskillelse mellem producent og produkt.

Et autopoietisk system som fx en levende celle er organiseret som et netværk af bestanddele (fx proteiner), der producerer netop de bestanddele, som netværket selv består af. Gennem denne produktion afgrænses samtidig systemet som selvstændigt system, hvorigennem fortsat produktion bliver muliggjort.

Autopoietiske systemer er ikke mekaniske, således at et givet input nødvendigvis ledsages af et givet output. De reagerer derimod på en måde, som afhænger af deres indre tilstand, således at outputtet vil afhænge af systemets forhistorie. Maturana og Varela hævder således, at systemerne er lukkede, idet de ikke har nogen direkte kontakt med deres omverden. Det autopoietiske system er kun modtageligt for påvirkninger fra omgivelserne på særlige områder, der afhænger af systemet selv, fx af organismens sanseapparat. Man kan sige, at et autopoietisk system vælger sin egen omverden.

Mens autopoiese ikke har haft nævneværdig indflydelse på den egentlige biologi, har begrebet spillet en voksende rolle i den mere filosofisk orienterede diskussion af biologien. I 1980'erne blev begrebet om autopoiese overtaget af bl.a. familieterapien. Mødet mellem terapeuten og familien kan anskues som en kobling mellem to autopoietiske systemer, hvor ingen kan hævde at have nogen særlig privilegeret adgang til "virkeligheden". Autopoiese spiller en vigtig rolle i systemteoretisk sociologi, specielt hos Niklas Luhmann.