Selvfremstilling, samlebetegnelse for forskellige måder at vise sig selv frem for andre på; en form for interaktionskommunikation. Begrebet spænder over både umiddelbare og let synlige led som tøjvalg og stil, men også i bredere sammenhæng, fx gennem de måder vi mennesker opfører os og kommunikerer med hinanden på. Virksomheder benytter sig også af selvfremstilling over for kunder og forbrugere, når de anvender reklamer, branding og storytelling for at vise hvilke værdier, der repræsenterer dem og deres produkter. Der er derfor ingen, der helt kan sige sig fri for at benytte selvfremstilling i større eller mindre grad.