Faktaboks

Wolfgang Köhler
Født
1887
Død
1967

Wolfgang Köhler var en tysk psykolog, født i Estland. 1921-35 var han professor og leder af det psykologiske institut ved Berlins universitet, hvor han sammen med to andre forskere, Max Wertheimer og Kurt Koffka, udviklede gestaltpsykologien. Han virkede derefter indtil sin død ved forskellige universiteter i USA efter at have forladt Berlin (hvor han i øvrigt senere blev æresborger) i protest mod det nazistiske regime.

Köhler tillægges det gestaltpsykologiske slogan, at "helheden er mere end summen af delene" (hvilket er absurd); han sagde, at "helheden er forskellig fra summen af delene" (når det drejer sig om oplevelser). Forskningsvirksomheden omfattede foruden udviklingen af gestaltpsykologien empiriske undersøgelser inden for mange områder, især perception, indlæring og intelligens.

De mest kendte resultater stammer fra Köhlers tid som leder af et forskningscenter på Tenerife (1913-20), hvor han bl.a. foretog eksperimenter med chimpanser, specielt deres evne til at anvende simple redskaber og "omstrukturere" en problemsituation, så en løsning blev mulig. Fx anbragtes bananer uden for abernes rækkevidde, som de kun kunne få fat i, hvis de fandt på at sætte to stokke sammen, som hver især var for kort til at nå bananerne. Kun den mest intelligente abe var i stand til at løse problemet. Tilsyneladende gik der efter nogen tids manipulering med stokkene en prås op for den (med Köhlers terminologi fik den en "aha-oplevelse"), eller m.a.o. havde den erhvervet indsigt — et nøglebegreb i gestaltpsykologiske indlæringsteorier.

Disse undersøgelser publiceredes i 1917 under titlen Intelligenzprüfungen an Anthropoiden (eng. The Mentality of Apes). Andre hovedværker er Die physischen Gestalten im stationären Zustand (1920), hvor princippet om "isomorfi" indførtes, dvs. strukturel overensstemmelse mellem hjernecentre og oplevelser, samt Gestalt Psychology (1947), som bl.a. indeholder en diskussion af klassiske psykologiske teorier og en redegørelse for begrebet indsigt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig