Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
Wilhelm Wundt, 1832-1920, tysk filosof, fysiolog og psykolog. Wilhelm Wundt var fra 1875 professor i Leipzig, og her oprettede han i 1879 verdens første selvstændige universitetsinstitut for psykologi, hvorfor han betragtes som denne videnskabs grundlægger. Forud havde han publiceret det banebrydende værk Grundzüge der physiologischen Psychologie (1874) som del af et omfattende forfatterskab.
Wilhelm Wundts forskning bestod i eksperimentalpsykologiske undersøgelser af bevidsthedens mindste elementer og principperne for deres indbyrdes forbindelser. Til det formål udformede han en forfinet metode til introspektion. Førende forskere fra hele verden studerede den nye videnskab ved hans institut, heriblandt grundlæggeren af dansk psykologi, Alfred Lehmann. Fra begyndelsen af 1900-t. udvidede Wilhelm Wundt sit forskningsfelt til, hvad han kaldte "Völkerpsykologie", i dag nærmest det samme som socialpsykologi.
Som filosof var Wilhelm Wundt inspireret af Leibniz og søgte som denne at forbinde videnskab, moral og religion i en samlet verdens- og livsanskuelse. I forbindelse med sjæl-legeme-problemet (se sjæl) var han tilhænger af en psyko-fysisk parallellisme, hvori der skelnes imellem sjælelige og legemlige forløb, men de anses for overensstemmende.
Boje Katzenelson, Carl Henrik Koch: Wilhelm Wundt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183205 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon