Faktaboks

Lewis M. Terman
Født
1877
Død
1956

Lewis M. Terman, Lewis Madison Terman, 1877-1956, amerikansk psykolog, professor ved Stanford University. Terman er især kendt for sin omfattende undersøgelse af 1528 højtbegavede børn (IQ 135-196) i Californien. Undersøgelsen blev påbegyndt i 1921 og kom til at vare 70 år, idet den blev fortsat efter hans død af hans medarbejdere.

Termans "termitter" har været brugt som argument for kobling mellem social og økonomisk succes og intelligens (intelligensens arvelighed), idet gruppen klarede sig langt bedre end gennemsnittet. Der er rejst den kritik mod studiet, at gruppen af højtbegavede havde gode sociale kår, da stort set alle stammede fra den højere middelklasse.

Terman stod i 1916 for Stanford-Binet-prøven, den amerikanske version af Binetprøven, revideret 1937 under navnet Terman-Merrill-prøven.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig