Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl Spencer Lashley

Oprindelig forfatter SFL Seneste forfatter Redaktionen

Karl Spencer Lashley, 1890-1958, amerikansk neurofysiolog og psykolog, professor ved bl.a. Harvard University og præsident for den amerikanske psykologforening.

Lashley samarbejdede som ung med grundlæggeren af behaviorismen, John B. Watson, om at udforske betingede reflekser hos mennesker. Men hans studier af, hvordan hjernelæsioner påvirker rotters indlæring i labyrinter, førte ham til at tilbagevise både refleksteorien og teorier om, at komplicerede psykologiske evner og færdigheder er lokaliseret til bestemte områder af hjernebarken (kortex). Han mente desuden at kunne påvise, at forskellige områder i kortex kan udføre samme funktioner og dermed erstatte hinanden efter læsioner. Senere forskning har dog vist, at Lashleys afvisning af kortikal lokalisering var for vidtgående, selvom det er rigtigt, at komplicerede funktioner altid inddrager systemer af samvirkende hjerneområder.

Lashley var 1942-55 direktør for Yerkes Laboratories of Primate Biology i Florida og introducerede derfra de banebrydende europæiske etologer i USA (fx Konrad Lorenz, Nikolaas Tinbergen).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen Folke Larsen: Karl Spencer Lashley i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114876