Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Herbert A. Simon

Oprindelige forfattere HAxL og MayS Seneste forfatter Redaktionen

Herbert A. Simon, Herbert Alexander Simon, 1916-2001, amerikansk videnskabsmand, fra 1949 professor ved Carnegie-Mellon University i Pennsylvania, fra 1965 i psykologi og datalogi.

Herbert A. Simons spændvidde var enestående i moderne videnskab. Han leverede banebrydende bidrag til programmeringsteori og kunstig intelligens, til beslutningsteori og generel økonomisk teori samt til videnskabsteori.

Han var samtidig en af hovedfigurerne i den såkaldte kognitive revolution i psykologien, hvor han i en periode på mere end 40 år arbejdede med at modellere (simulere) menneskelige tankeprocesser på datamaskiner.

Annonce

Det gennemgående tema er interessen for at forstå og modellere de processer, der ligger bag såvel elementære dagligdags valg som mere komplekse og økonomiske eller videnskabelige (be)slutninger.

Ved at påpege, at virksomheder i praksis må træffe beslutninger på baggrund af begrænset information, lykkedes det Herbert A. Simon at opbygge en helt ny måde at anskue virksomhedens beslutnings- og styringsproblemer på med mere operationel og praktisk relevans end tidligere teorier.

Hans mest kendte værker er Administrative Behavior (1947), Human Problem Solving (s.m. Allen Newell, 1972) og The Sciences of The Artificial (1969). Hans økonomiske arbejder er samlet i Models of Bounded Rationality, 1-3 (1981-97), de psykologiske i Models of Thought, 1-2 (1979-89), og de videnskabsteoretiske i Models of Discovery (1977).

Herbert A. Simon modtog i 1978 nobelprisen i økonomi for sine økonomiske og beslutningsteoretiske arbejder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Axel Larsen, May Schack: Herbert A. Simon i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159130