George A. Kelly, George Alexander Kelly, 1905-1967, amerikansk personlighedspsykolog, kendt for sin teori om "personal constructs", dvs. de måder, hvorpå mennesker undersøger, tolker, foregriber og kontrollerer deres omverden. Gennem livsløbet bliver personal constructs til faste individuelt karakteristiske opfattelser af virkeligheden, som styrer vore tanker, følelser og handlinger. Kellys hovedværk er The Psychology of Personal Constructs (1955).