Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Charles Edward Spearman

Oprindelig forfatter MoHa Seneste forfatter Redaktionen

Charles Edward Spearman, 1863-1945, britisk psykolog, 1911-31 professor i psykologi ved London University. Spearman har spillet en betydelig rolle i intelligensforskningen ved indførelse af faktoranalyse til analyse af store mængder testresultater fra mange forsøgspersoner.

Ved faktoranalyse søger man at finde et mindre antal fælles faktorer (clusters) i et større sæt af uafhængige variable. Spearman nåede frem til en to-faktor-teori om intelligens med en g-faktor (en generel intelligensfaktor) og en række s-faktorer (specielle faktorer).

Faktoranalyse bygger på forudsætninger, der sjældent er opfyldt i praksis, og er alene en statistisk og matematisk metode. Den kan ikke erstatte psykologiske teorier om intelligensens struktur, men kan støtte eller så tvivl om en teori.

Spearmans to-faktor-teori om intelligens har fortsat tilhængere. Hovedværker er General Intelligence, Objectively Determined and Measured (1904) og The Abilities of Man (1927).

Se intelligens og begavelse.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Hansen: Charles Edward Spearman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162970