Alfred Lehmann

Alfred Lehmann var en dansk psykolog. Han var grundlæggeren af dansk psykologi.

Lehmann var ingeniør af uddannelse, men allerede i 1882, året for hans polytekniske kandidateksamen, påbegyndte han arbejdet med sin første psykologiske afhandling. I 1885-1886 studerede Lehman, ligesom mange andre af den moderne psykologis fædre, hos Wilhelm Wundt i Leipzig. Her befæstedes dels hans opfattelse af psykologien som en eksperimentel videnskab, dels tilegnede han sig den af Gustav Fechner udformede psykofysiske erkendelsesteori og metodik i undersøgelse af forholdet mellem sjæl og legeme, som han videreførte gennem resten af sit liv.

Med denne baggrund var Alfred Lehmann rustet til en diskussion med filosofien, som han var bevandret i, men havde et ganske ambivalent forhold til. Indtil da havde psykologien været en gren af filosofien, men det var Lehmanns og hans ligesindedes hensigt at løsrive psykologien fra filosofien og etablere den som en eksakt kontrolleret videnskab.

Til en begyndelse fik han i 1886 oprettet et beskedent laboratorium i kælderen til Metropolitanskolen, og fra dette årstal dateres dansk psykologi som selvstændig akademisk disciplin, den første i Norden og en af de ældste i verden. Et større laboratorium blev indviet i universitetets bygninger i 1916.

Lehmann blev ekstraordinær professor i 1910 og ordinær i 1919, hvilket markerede psykologiens fulde anerkendelse som videnskab. Antallet af Lehmanns eksperimentelle undersøgelser, oftest ved selvfremstillet apparatur, var overvældende, og hans omfattende videnskabelige produktion indeholdt blandt andet adskillige arbejder om psykologiens anvendelse i det praktiske liv.

Nogle af hans vægtigste værker, hvoraf adskillige udkom på eller blev oversat til tysk, handler om psykofysik, psykofysiologi, perception, følelseslivet, tænkning, motivation, psykoteknik, hypnose, udviklingspsykologi og pædagogik.

Han forfattede også en større afhandling om okkulte fænomener i videnskabelig belysning. Enkelte centrale arbejder er Hovedlovene for det menneskelige Følelsesliv (1892), Elemente der Psychodynamik (1905) og Grundzüge der Psychophysiologie (1912), som er Alfred Lehmanns mest modne teoretiske værk og desuden rummer en åbning mod den efterfølgende fænomenologiske epoke i dansk psykologi.