symbiose (psykologisk begreb)

Symbiose, i psykologi barnets psykiske sammensmeltning med moderen i de første levemåneder. I denne betydning blev termen indført af Margaret Mahler i 1952.

Moder/barn-relationen er kun symbiotisk fra barnets synspunkt. Det oplever sig selv og moderen som en enhed med en fælles membran til omgivelserne og tilskriver denne enhed omnipotens (almagt). Barnets videre udvikling beror på, hvordan adskillelsen fra denne oplevede enhed foregår, dvs. hvordan spædbarnet lærer at erkende sig selv og moderen som to distinkte væsener i samspil med hinanden.

I den såkaldte gentilnærmelseskrise i 20-månedersalderen søger barnet, efter en periode med selvstændighed, med forskellige midler at bevare moderen som den, der opfylder alle dets ønsker og behov. Såvel her som i senere kriser, hvor der optræder frustrationer, er der fare for, at den symbiotiske tilstand gendannes på det psykiske plan. I svære tilfælde fører dette til psykoser, i lettere tilfælde til psykiske konstellationer, hvor subjektet ikke tager hensyn til den andens individualitet, men forudsætter, at den andens primære opgave er at tilfredsstille dets mindste ønsker. Begrebet er beslægtet med narcissisme.

I daglig tale bruges begrebet ofte om en overdreven binding mellem to mennesker, der klynger sig til hinanden.

Se også moderbinding.