selv (psykologisk begreb)

Selv, selvet, i psykologien er betegnelsen ofte anvendt synonymt med personlighed. Selvet kan defineres som personlighedens kerne, og dette involverer både kropslige og psykiske aspekter: ens person i modsætning til andre personer eller objekter uden for en selv. Selvet er det centrale udtryk for individets identitet og består af såvel bevidste som ubevidste elementer.

I selvpsykologien er selvet blevet betegnet som den integrerende og organiserende instans i personligheden, centrum for initiativ, ambitioner, idealer, talenter og færdigheder. I modsætning til psykoanalysens personlighedsinstanser, det, jeg og overjeg, der er abstrakte betegnelser for specifikke psykiske funktioner, er selvet en overordnet, erfaringsnær instans, og den enkeltes oplevelse af sig selv danner grundlaget for vedkommendes selvbillede og selvtillid.

Selvet grundlægges i de tidlige år via samspillet mellem medfødte dispositioner og interaktion med betydningsfulde andre, fx forældre, som barnet spejler sig i, identificerer sig med og til dels internaliserer. Selvet udvikler sig i løbet af livet mod en stigende grad af kompleksitet, autonomi og modenhed.

Teorier om selvet har spillet en underordnet rolle i den tidlige psykoanalyse. Med Heinz Kohuts selvpsykologi, der blev udviklet i løbet af 1970'erne, er selvet blevet et centralt begreb i psykoanalysen.