Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

psykoterapi

Oprindelige forfattere Moehl og NicRo Seneste forfatter Redaktionen

Psykoterapi. David Levine tegnede i 1984 Freud ved psykoanalysens primære arbejdsredskab, divanen. Psykoterapi foregik i begyndelsen ved, at analysanden lå på divanen og gennemførte the talking cure, som Freuds patient Anna O. rammende kaldte behandlingen. I dag er divanen stort set forladt; i langt de fleste psykoterapiformer sidder terapeut og patient i to stole ansigt til ansigt.

Psykoterapi. David Levine tegnede i 1984 Freud ved psykoanalysens primære arbejdsredskab, divanen. Psykoterapi foregik i begyndelsen ved, at analysanden lå på divanen og gennemførte the talking cure, som Freuds patient Anna O. rammende kaldte behandlingen. I dag er divanen stort set forladt; i langt de fleste psykoterapiformer sidder terapeut og patient i to stole ansigt til ansigt.

/@api/deki/files/23588/=ud_a_13094.mp3?revision=2

psykoterapi, behandling vha. psykologiske metoder, oftest samtale; en professionel, målrettet aktivitet udført af en eller flere specialuddannede personer mhp. at fjerne, modificere, hindre eller undertrykke patologiske processer, der forstyrrer personlighedens funktion og udvikling.

Psykoterapi anvendes over for en lang række psykiske lidelser, adfærdsforstyrrelser, problemer i relation til andre mennesker, seksuelle vanskeligheder, psykosomatiske tilstande og andre psykiske eller adfærdsmæssige problemer.

Centralt i den psykoterapeutiske behandling er kommunikationen mellem terapeut og patient/klient, men til forskel fra almindelig medmenneskelig samtale og rådgivning fordrer psykoterapi en sammenhængende teori om psykens normale og patologiske funktion samt nogle heraf afledte teknikker, som terapeuten behersker.

Annonce

Hertil kommer desuden nogle fysiske og psykologiske rammer om terapien (fx terapisessioners længde, hyppighed og pris) samt en kontrakt, hvor terapeut og patient/klient skitserer terapiens mål og form.

Mål

Målet med psykoterapi er at hjælpe patienten til selv at kunne bearbejde sine vanskeligheder uafhængigt af terapeuten, således at han/hun kan leve mindre bundet af irrationelle behov eller symptomer. Dette kan ske via indøvelse af nye færdigheder, aflæring af gamle dysfunktionelle mønstre eller indsigt i de mekanismer, der giver symptomer.

Gennem historien har psykoterapeuter anvendt elementer af rådgivning, opmuntring, vejledning, beroligelse, genopdragelse, suggestion, hypnose, tolkninger af ubevidst materiale og adfærdsmodifikation for at opnå den ønskede ændring hos patienten.

Psykoterapi kan foregå med en patient og en terapeut (individuel terapi), med en/to terapeuter og to patienter (parterapi) og med en/to terapeuter og flere patienter (gruppeterapi). Valg af terapiform afhænger af patientens/klientens problemer og motivation.

Historie

Midt i 1980'erne kunne man opregne mere end 400 forskellige slags psykoterapi. Disse kan imidlertid inddeles i fem hovedretninger: den psykodynamiske, den adfærdsterapeutiske, den humanistisk-eksistentialistiske, den systemiske og den kognitive.

Psykoanalysen, der stammer fra slutningen af 1800-t., danner grundlag for et væld af psykoanalytisk orienterede eller psykodynamiske terapiformer. Trods deres fælles udgangspunkt er de indbyrdes forskellige og omfatter fx egopsykologiske, objektrelationsteoretiske, selvpsykologiske og jungianske versioner.

Fælles er interessen for patientens barndom, for det ubevidste, tolkning som grundmetode og idealet om at være neutral og nondirektiv som psykoterapeut, dvs. ikke direkte handlingsanvisende.

I tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig opstod adfærdsterapien, der har sin teoretiske baggrund i indlæringsteori og dyreeksperimentel forskning. Hovedinteressen er forandring af pinefuld adfærd eller symptomer, og retningen fik især sin berettigelse over for fobier, men anvendtes også over for sværere psykotiske tilstande og autisme.

Den humanistiske psykologi opstod efter 2. Verdenskrig som en eksplicit protest imod determinismen i de nævnte to allerede eksisterende hovedretninger. I humanistisk-eksistentialistisk terapi betones især menneskets frie vilje og mulighed for at vælge.

Oplevelsen "her-og-nu" tages som udgangspunkt — frem for barndomstraumer — især i den gestaltterapeutiske version. Hovedområdet er lettere psykiske problemer og normale, der ønsker personlig udvikling.

Den systemiske retning (se systemisk terapi) har læren om små og store organisationers kybernetik som teoretisk grundlag. Der arbejdes ofte med grupper (par eller familier), og en væsentlig metode er at lade gruppens medlemmer reflektere over og finde løsninger på systemets fællesproblem.

Endelig opstod i 1970'erne en femte hovedretning, den kognitive. Udgangspunktet er patientens tænkning, og det teoretiske grundlag er primært kognitionspsykologi og konstruktivisme.

Den kognitive terapi omfatter mange direktive metoder, den er nutidsorienteret og fremmer aktivt patientens bearbejdning af sine problemer eller symptomer.

I løbet af 1980'erne og 1990'erne er der i stigende grad blevet fokuseret på integration af de omtalte retninger samt på specialisering i forhold til bestemte symptomer og problemer.

Desuden har psykoedukation (undervisning af patienter og pårørende) og social færdighedstræning (udvikling af særlige kommunikative evner) vundet indpas i den psykologiske behandling af psykotiske patienter.

Effekt

Specielt siden slutningen af 1970'erne har man forsket i effekten af forskellige former for psykoterapi. Det kan dokumenteres, at psykoterapi er en virksom behandlingsmetode over for et bredt spektrum af lettere til middelsvære psykiatriske lidelser (fx krisereaktioner, angsttilstande, depressioner, seksuelle forstyrrelser og symptomneuroser).

Psykoterapeutens indsigt i psykopatologi samt mestring af de for det enkelte tilfælde relevante psykoterapeutiske teknikker er afgørende for behandlingsresultatet.

Derudover virker psykoterapi i kraft af såkaldte non-specifikke faktorer — dvs. faktorer, der indgår i alle psykoterapeutiske retninger: patientens positive opfattelse og engagement i de terapeutiske opgaver, terapeutens varme og empati samt parternes gensidige sympati og enighed om mål og midler i terapien.

Psykoterapeutisk behandling forestås sædvanligvis af psykologer og psykiatere. For begge faggrupper er det muligt at opnå autorisation som psykoterapeut.

På det såkaldte grå marked findes en række alternative behandlingsformer med affinitet til mysticisme og religiøsitet, der ikke lever op til de professionelle krav, som ligger i autorisationsordningerne. Se også klinisk psykologi, børnepsykologi og legeterapi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Møhl, Nicole Rosenberg: psykoterapi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=146803