Midt i 1980'erne kunne man opregne mere end 400 forskellige slags psykoterapi. Disse kan imidlertid inddeles i fem hovedretninger: den psykodynamiske, den adfærdsterapeutiske, den humanistisk-eksistentialistiske, den systemiske og den kognitive.
Psykoanalysen, der stammer fra slutningen af 1800-t., danner grundlag for et væld af psykoanalytisk orienterede eller psykodynamiske terapiformer. Trods deres fælles udgangspunkt er de indbyrdes forskellige og omfatter fx egopsykologiske, objektrelationsteoretiske, selvpsykologiske og jungianske versioner.
Fælles er interessen for patientens barndom, for det ubevidste, tolkning som grundmetode og idealet om at være neutral og nondirektiv som psykoterapeut, dvs. ikke direkte handlingsanvisende.
I tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig opstod adfærdsterapien, der har sin teoretiske baggrund i indlæringsteori og dyreeksperimentel forskning. Hovedinteressen er forandring af pinefuld adfærd eller symptomer, og retningen fik især sin berettigelse over for fobier, men anvendtes også over for sværere psykotiske tilstande og autisme.
Den humanistiske psykologi opstod efter 2. Verdenskrig som en eksplicit protest imod determinismen i de nævnte to allerede eksisterende hovedretninger. I humanistisk-eksistentialistisk terapi betones især menneskets frie vilje og mulighed for at vælge.
Oplevelsen "her-og-nu" tages som udgangspunkt — frem for barndomstraumer — især i den gestaltterapeutiske version. Hovedområdet er lettere psykiske problemer og normale, der ønsker personlig udvikling.
Den systemiske retning (se systemisk terapi) har læren om små og store organisationers kybernetik som teoretisk grundlag. Der arbejdes ofte med grupper (par eller familier), og en væsentlig metode er at lade gruppens medlemmer reflektere over og finde løsninger på systemets fællesproblem.
Endelig opstod i 1970'erne en femte hovedretning, den kognitive. Udgangspunktet er patientens tænkning, og det teoretiske grundlag er primært kognitionspsykologi og konstruktivisme.
Den kognitive terapi omfatter mange direktive metoder, den er nutidsorienteret og fremmer aktivt patientens bearbejdning af sine problemer eller symptomer.
I løbet af 1980'erne og 1990'erne er der i stigende grad blevet fokuseret på integration af de omtalte retninger samt på specialisering i forhold til bestemte symptomer og problemer.
Desuden har psykoedukation (undervisning af patienter og pårørende) og social færdighedstræning (udvikling af særlige kommunikative evner) vundet indpas i den psykologiske behandling af psykotiske patienter.
Kommentarer (2)
skrev Finn Andersen
Det er efter min mening uhensigtsmæssigt, at “det grå marked” og henvisningerne/linkene til “klinisk psykologi, børnepsykologi og legeterapi” står i samme afsnit til sidst i artiklen.
For de tre henvisninger til sidst har INTET at gøre med “det grå marked” - henvisningerne er relevante for hele artiklen som helhed og ikke kun det lille afsnit om “det grå marked”.
Fx er “klinisk psykologi” videnskabeligt anerkendt og dermed ikke en del af “det grå marked”.
svarede Revka Winther El Baz
Kære Finn Andersen,
Tak for din kommentar. Som jeg skrev til dig ved en tidligere henvendelse vedr. denne artikel, har vi for nuværende ingen fagansvarlig til at varetage denne kategori. Når det er tilfældet, vil vedkommende opdatere artiklen og i den forbindelse forholde sig til dit input.
Mvh Revka/redaktør
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.