Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

overgangsobjekt

Oprindelig forfatter OAO Seneste forfatter Redaktionen

overgangsobjekt, psykoanalytikeren Donald W. Winnicotts betegnelse for en type af objekter, der i særlig grad befordrer barnets udvikling i alderen 4-12 måneder. Det kan fx være en sutteklud eller en særlig kær bamse, hvis tilstedeværelse er barnets ultimative betingelse for at tolerere moderens fravær, fx når det skal sove eller passes af andre.

Konflikten mellem barnets fantasiverden og den ydre realitet foranlediger barnet til at skabe en mellemliggende "bufferzone", hvor fantasiens og virkelighedens love er gældende på samme tid. Overgangsobjektet hører til i denne zone. Det er et primitivt symbol, der på én gang repræsenterer moderen og barnet selv, og som accentuerer både adskillelsen og relationen mellem dem.

Selve overgangsobjektet kasseres af barnet, når det har opfyldt sin funktion, men eksistensen af den mellemliggende zone som sådan har livslange positive eftervirkninger, idet den er begyndelsen til udviklingen af illusionens, fantasiens og kreativitetens sfære i personligheden.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Andkjær Olsen: overgangsobjekt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=137173