Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

moderbinding

Oprindelig forfatter OAO Seneste forfatter Redaktionen

moderbinding, barnets følelsesmæssige tilknytning til moderen, der er grundlagt i de første leveår, og som har livslange psykiske eftervirkninger.

Moderbindingen optræder i skiftende betydninger i forskellige psykologiske teorier. I klassisk freudiansk psykoanalyse er der tale om en incestuøs binding, der nødvendigvis skal afbrydes ved faderens mellemkomst. Herved opstår den konflikt, der udgør kernen i ødipuskomplekset.

Andre forfattere som René Spitz, Donald W. Winnicott, Margaret Mahler, John Bowlby og Daniel N. Stern ser barnets objektrelation til moderen som matrix for alle dets grundlæggende læreprocesser af såvel kognitiv som følelsesmæssig art.

Annonce

Inden for psykopatologien har der været fokuseret på et bredt spektrum af fejl og mangler hos moderen som formodede årsager til psykiske sygdomme, og den snævre moderbinding ses alment som kilde til narcissisme, fantasteri og virkelighedsforvrængning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Andkjær Olsen: moderbinding i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126514