Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gruppeterapi

Oprindelig forfatter Moehl Seneste forfatter Redaktionen

gruppeterapi, psykoterapi i gruppe bestående af to eller flere patienter samt en eller to terapeuter med henblik på at lindre eller fjerne psykiske problemer eller ændre uhensigtsmæssig adfærd som fx kriminalitet, alkoholmisbrug eller spiseforstyrrelser.

Gruppeterapi kan foretages på baggrund af forskellige psykologiske teorier (fx psykoanalyse, gestaltterapi, kognitiv terapi, systemisk terapi). Den første målrettede anvendelse af gruppen i terapeutisk øjemed stammer fra 1907, da den amerikanske læge J.H. Pratt behandlede tuberkulosepatienter med en kombination af undervisning og træning i social interaktion. I årene derefter begyndte man i USA og Europa at behandle psykiatriske patienter i grupper.

Annonce

Gruppeterapi har udviklet sig i tre hovedretninger:

1) En psykoanalytisk inspireret retning (Paul Schilder (1886-1940) i USA; W.R. Bion og S.H. Foulkes (1898-1976) i England). Foulkes har — bl.a. inspireret af den amerikanske socialpsykolog Kurt Lewin — udviklet teorier om gruppen som det terapeutiske hovedmedium: "Terapi foregår af gruppen, i gruppen, ved gruppen". Siden 2. Verdenskrig har den psykoanalytisk inspirerede gruppeterapi været dominerende i USA og Vesteuropa.

2) Jacob Moreno udviklede i Wien en aktiv psykodrama-gruppebehandling, hvor det enkelte gruppemedlem behandles under aktiv medvirken af de øvrige gruppedeltagere.

3) En tredje retning, der har spillet en stor rolle i USA i 1960'erne og 1970'erne, er selvudviklingsgrupper udviklet på grundlag af bl.a. Carl Rogers' klient-centrerede terapi (se encounter-grupper).

De behandlingsaktive faktorer i gruppeterapi er bl.a. forståelse, indsigt og gennembearbejdning samt spejling og identifikation med andre i gruppen. Hertil kommer informationsudveksling og følelsesmæssig forløsning i samvær med andre samt gruppens støtte og rummelighed. Siden 1960'erne har gruppeterapi været en betydningsfuld del af den psykiatriske behandling — enten alene eller som supplement til individuel psykoterapi.

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished