familieterapi

Familieterapi, forskellige psykoterapeutiske retninger med det fælles træk, at individet behandles i sin familiemæssige sammenhæng, hvilket i de fleste tilfælde betyder de familiemedlemmer, som det bor sammen med.

De forskellige former for familieterapi opfatter familien som et system, hvor delene, dvs. familiemedlemmerne, er gensidigt relateret til hinanden; den terapeutiske proces retter sig derfor specielt imod relationerne mellem de enkelte familiemedlemmer med henblik på at give familiesystemet nogle nye tilpasningsmuligheder. I et familiesystem er alle hinandens årsag. Derfor spørger terapeuten ikke efter årsagen til fx barnets angstsymptomer, men forsøger i stedet at kortlægge, hvordan familien er organiseret omkring symptomet. Det er familiesystemet, der er genstand for behandling, i højere grad end det enkelte medlem.

De forskellige familieterapeutiske modeller retter deres indsats mod forskellige sider af det dårligt fungerende familiesystem.

Den strukturelle familieterapi ønsker at ændre familiens struktur til en mere sund familieorganisering, fx med klarere grænser mellem familiemedlemmer og generationer og med varierede samspilsmønstre. I den strategiske model fokuseres på kommunikation, kontrol og hierarki i familiesystemet, terapien er målrettet og problemløsende. I den systemiske familieterapi tilstræbes ændringer i den måde, familiemedlemmerne opfatter og tænker om problemerne. Her er det meningssystemet og ikke den konkrete struktur, som er i centrum. I den psykoanalytiske model antages børns problemadfærd fx at være ubevidste udtryk for forældrenes konflikter eller ikke realiserede ambitioner.

Hvis familien skal udvikle sig og gennem forskellige livsfaser yde både nærhed og selvstændighed, må relationerne mellem familiemedlemmerne nødvendigvis ændre sig løbende. Familier, der søger hjælp, kan være kørt fast i denne proces. Når familien under terapien får ny indsigt eller nye handlemuligheder, vil den ændre sig fra en fastlåst til en mere fleksibel enhed, der ikke længere er afhængig af at centrere sig omkring et symptom hos fx et barn.

Siden 1960'erne har familieterapi i vid udstrækning været anvendt over for børn og unge med psykiske problemer, der har rod i eller vedligeholdes af et patologisk familiemønster.