Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alexander Mitscherlich

Oprindelig forfatter OAO Seneste forfatter Redaktionen

Alexander Mitscherlich, 1908-82, tysk læge og psykoanalytiker. Alexander Mitscherlich kritiserede i 1930'erne nazismen og sad i en periode i fængsel. Han specialiserede sig i psykosomatisk medicin og stod for en helhedspræget synsmåde, hvor de psykosociale faktorer blev inddraget på lige fod med de biologiske.

I 1947 stiftede han Psyche, der fra et udgangspunkt som bredt orienteret kulturtidsskrift udviklede sig til efterkrigstidens vigtigste organ for tysk psykoanalyse. Gennem betydelige fondsmidler fra USA opbyggede han i 1950'erne et institut for psykosomatisk medicin i Heidelberg.

Annonce

Hans interesse for psykoanalysen udmøntede sig først i 1958 i en psykoanalytisk uddannelse, men herefter blev han en ledende skikkelse i tysk psykoanalyse og et forbillede for den yngre generation af samfundskritiske psykoanalytikere.

I 1960'erne stod han bag oprettelsen af Sigmund Freud Instituttet i Frankfurt, og han havde nære relationer til medlemmerne af Frankfurterskolen.

Alexander Mitscherlichs kendteste bog er Auf dem Weg zur vaterlosen Gesellschaft (1963), hvori han analyserer de samfundsmæssige forandringer, der følger af, at faderskikkelsen enten reelt eller symbolsk har mistet sin status som det centrum, hvorom samfundet er organiseret.

Sammen med sin tredje hustru, psykoanalytikeren Margarete Mitscherlich (f. Margarete Nielsen 1917 i Gråsten, død 2012), skrev Alexander Mitscherlich tre væsentlige bøger, bl.a. Die Unfähigkeit zu trauern (1967).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Andkjær Olsen: Alexander Mitscherlich i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126308