Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

regression

Oprindelig forfatter OAO Seneste forfatter Redaktionen

regression, inden for psykoanalysen en proces, der genopretter en tidligere eller lavere psykisk organisering på ét eller flere punkter. Udadtil virker dette som en tilbagevenden til infantile reaktionsmåder.

Regression er en forsvarsmekanisme, der kan udløses af ydre frustration, af angst eller af en somatisk sygdomstilstand. Dens endemål er bestemt af fikseringer, dvs. mangelfuldt overvundne punkter i udviklingen, der pga. et traume, en uløst konflikt eller en særlig udbytterig tilfredsstillelsespraksis beslaglægger dele af den psykiske energi og derfor naturligt bliver mål for tilbagetrækningen.

Ordet regression kommer af latin regressio 'tilbageskridt', se regres.

Der indgår som hovedregel et moment af regression i tilblivelsen af psykiske lidelser, men også terapien benytter sig i nogen grad af regression med henblik på en efterfølgende omgøring af en forfejlet udviklingsproces, og kunstneren kan hente materiale fra det ubevidste gennem anvendelse af en kontrolleret regression ("regression i jegets tjeneste", se Ernst Kris).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Andkjær Olsen: regression i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149733