Egopsykologi, både en periode eller skoledannelse i psykologiens historiske udvikling (fra slutningen af 1930'erne til 1970'erne) samt den del af psykologien, der vedrører egoets — jegets — udvikling, struktur og funktion i forbindelse med vor bearbejdning af indre impulser og af påvirkninger fra omverdenen.

Egopsykologien opstod i det historiske forløb som en reaktion på Freuds personlighedsteori. De libidinøse og aggressive drifter havde fået den dominerende plads i psykoanalysen, men efterhånden blev der lagt mere vægt på egofunktionerne. Dette bevirkede, at den psykoanalytiske personlighedsteori blev rykket ud af, hvad den amerikanske psykolog Gordon W. Allport kaldte dens "splendid isolation".

Egoets styrke blev understreget af den polsk-amerikanske psykoanalytiker Herman Nunberg (1884-1970), og Anna Freuds beskrivelse af egoets forsvarsmekanismer i Das Ich und die Abwehrmechanismen, (1936, da. 1973) var med til at bestemme udviklingen og konsolideringen af egopsykologien. Heinz Hartmann kom til USA i 1941; hans bog Ego Psychology and the problem of Adaptation, der udkom i USA 1958 (opr. ty. udg. 1939), blev grundlaget for et frugtbart samarbejde i New Yorks Psykoanalytiske Institut med Ernst Kris og Rudolph Loewenstein (1898-1976). Dette samarbejde satte sig dybe spor ikke blot i USA, men også på internationalt plan. Som teoretisk spydspids for egopsykologerne i 1950'erne kan David Rapaport (1911-60) nævnes.

Egopsykologien åbnede grænserne til andre videnskaber, der havde mennesket i centrum. Den engelske børnelæge Donald W. Winnicott udnyttede således psykoanalysen i sine konsultationer med mødre og deres småbørn. Hans talrige foredrag og undervisning i mange lande sigtede ikke blot på eksperter, men på alle faggrupper, der arbejdede med børn. Samarbejdet mellem børnelæger og psykoanalytikere er siden ført videre af mange andre, fx Albert J. Solnit, redaktør af den ansete årbog Psychoanalytic Study of the Child, der påbegyndtes 1945.

Alle de nævnte bidrog til udviklingen af egopsykologien, men deres praktiske arbejde med patienter lå inden for de rammer, Freud havde afstukket for psykoanalytisk teori og praksis. Andre, der kan betegnes som egopsykologer, skilte sig i mindre eller større grad ud fra psykoanalysen på et eller flere punkter. Erik H. Erikson inddrog samfundsforholds betydning for vores udvikling fra fødslen til den voksnes egoidentitet. Det gjaldt også for Karen Horney og Erich Fromm.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig