Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wilhelm Reich

Oprindelig forfatter OAO Seneste forfatter Redaktionen

Wilhelm Reich, 1897-1957, østrigsk læge, psykoanalytiker og seksualreformator. Wilhelm Reich var født i Galicja i det nuværende Ukraine og blev oprindelig elev af Sigmund Freud i Wien. Han engagerede sig imidlertid så kraftigt i seksualreformbevægelsen, oprindelig fra et marxistisk synspunkt, at han i 1934 blev ekskluderet af den internationale psykoanalytiske forening, IPA.

Wilhelm Reich var medlem af det kommunistiske parti, fra 1927 af det østrigske, siden af det tyske, men var i 1933 også her blevet ekskluderet på grund af uoverensstemmelse med partilinjen. Efter bruddene skabte Wilhelm Reich vegetoterapien (se kropsterapi) samt en teori om orgonenergi (en postuleret kosmisk livsenergi, som Wilhelm Reich mente at kunne udnytte terapeutisk).

Wilhelm Reich levede en omflakkende tilværelse i Østrig, Tyskland, Skandinavien og USA, hvor han før sin død blev idømt en fængselsstraf for kvaksalveri.

Annonce

Hans hovedværker er Die Funktion des Orgasmus (1927, anden totalt reviderede udg. 1942, da. Orgasmens funktion, 1971), Charakteranalyse (1933) og Die Massenpsychologie des Faschismus (1933, da. Fascismens massepsykologi, 1974).

Wilhelm Reich er med sin teori om kropspanseret, dvs. at kropsholdning og -tonus (spændthed) afspejler patientens konflikter og forsvarsmekanismer, en af de vigtigste inspirationskilder for den moderne kropsorienterede psykoterapi. Hans tanker om samfundets seksualundertrykkende funktion har præget nyere freudomarxisme (sammentænkning af Sigmund Freuds og Karl Marx' teorier), ikke mindst hos en forfatter som Alfred Lorenzer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Andkjær Olsen: Wilhelm Reich i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149784