Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Heinz Hartmann

Oprindelig forfatter OAO Seneste forfatter Redaktionen

Heinz Hartmann, 1894-1970, østrigsk-amerikansk psykoanalytiker, vigtigste repræsentant for egopsykologien. Hartmann forlod Østrig i 1938 og kom via Frankrig og Schweiz til USA i 1941. Han markerede sig tidligt som kritiker af den humanistiske og såkaldt forstående psykologi og søgte at præge psykoanalysen i en naturvidenskabelig og positivistisk retning. Hans næsten programmatiske fokusering på det tilpasningsdygtige og i forhold til drifterne relativt autonome jeg betød et skridt væk fra den klassiske psykoanalyse, hvis centrale arbejdsfelt var det ubevidste.

Hans hovedværk er Ego Psychology and the Problem of Adaptation, der oprindelig blev udgivet på tysk i 1939. Han var 1951-57 præsident for International Psychoanalytical Association og fra 1959 ærespræsident. Efter hans død er hans teorier blevet stærkt kritiseret inden for alle grene af psykoanalysen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Andkjær Olsen: Heinz Hartmann i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89198