placeboeffekt

Placeboeffekt, (1. led af lat. placebo 'jeg vil behage'), behandlingseffekten af forholdet mellem patient og behandler, herunder patientens forventning til en behandling. Hvis fx et hovedpineanfald går over pga. behandling med en kalktablet, er der tale om en placeboeffekt. Virkningen er uafhængig af kalk, men skyldes andre faktorer ved behandlingssituationen, fx en tillidvækkende læge og en troværdig behandling. Et placebomiddel er således betegnelsen for en behandling, som ud over en evt. placeboeffekt er virkningsløs. En uønsket placeboeffekt kaldes noceboeffekt (lat. nocebo 'jeg vil skade').

Ordet placebo stammer fra en salme (salme 114 i den latinske bibel) og blev derfor betegnelse for salmer sunget ved dødsfald, ofte af professionelle grædekoner, samt et andet ord for spytslikker. I slutningen af 1700-t. fik placebo sin lægelige betydning. Efter ca. 1950 benyttes placebobehandling i tiltagende grad som kontrol i lægemiddelafprøvning, ofte i form af en mælkesukkertablet.

Forholdet mellem behandler og patient er en helt afgørende ramme for placeboeffekters opståen. Tidligere forestillinger om en personlighedstype, som altid bedres af en placebobehandling, er afløst af teorien om, at alle kan reagere med en placeboeffekt, afhængigt af situationen. Patientens tiltro til behandlingen opfattes som en nøglefaktor. Trods store individuelle og kulturelle forskelle anses en placeboeffekt for sandsynlig, når en nervøs patient med smerter tilses af en myndig og lyttende læge, der efter en grundig undersøgelse meddeler en utvetydig diagnose, ordinerer en spektakulær behandling og forudsiger et gunstigt forløb. Om der ordineres en behandling, er således ikke den eneste betydende faktor for en placeboeffekt.

Behandling med et virksomt lægemiddel kan ud over den farmakologiske effekt give anledning til en placeboeffekt (parallel placeboeffekt). Benyttelse af placebobehandling uden for lægeligt regi er betragtelig (se alternativ medicin).

Placeboeffekt spiller en stor rolle for klinisk forskning. Brug af placebo i en kontrolleret klinisk undersøgelse muliggør overholdelse af blindprincippet, hvorved undersøgelsens pålidelighed øges. Når hverken forsøgspersoner eller undersøgere ved, hvilken behandling den enkelte forsøgsdeltager modtager, kan forudindtagethed ikke påvirke resultatet, og en ujævn fordeling af placeboeffekt i forsøgs- og kontrolgruppe (placeboeffektbias) modvirkes.

I en hermeneutisk forskningstradition opfattes placeboeffekten som knyttet til den mening, patienten tolker ind i sit behandlingsforløb. Visse biologiske forskere, bl.a. inden for psykoneuroimmunologi, forklarer aspekter af placeboeffekten ved skabelse af betingede reflekser (se betingning). Andre forskere har fremsat hypotesen om, at placebobehandlingers smertestillende virkning skyldes kroppens egen produktion af morfinlignende stoffer (endorfiner). Undersøgelserne, som skulle bekræfte denne hypotese, er dog ikke entydige.

Det angives ofte, at placeboeffekten optræder ved så godt som alle sygdomme, og at omtrent en ud af tre personer bedres væsentligt. Der findes dog få metodologisk tilfredsstillende undersøgelser, og ofte sammenblandes placeboeffekten med de fleste sygdommes tendens til at bedres af sig selv. Det er fortsat uafklaret, i hvor høj grad placeboeffekten indvirker på forskellige sygelige tilstandes spontanforløb. Enkelte kontrollerede undersøgelser dokumenterer dog markante placeboeffekter, især på smerter.

I 2001 offentliggjorde den danske læge Asbjørn Hróbjartsson (f. 1965) et større studie, hvis formål var at undersøge størrelsen af effekten af placebobehandling ved forskellige sygdomme. Undersøgelsen var en metaanalyse, som samlede og vurderede 114 tidligere gennemførte lodtrækningsstudier (se kontrolleret klinisk undersøgelse), der tilfældigt havde fordelt patienter til at modtage placebobehandling eller ingen behandling. Analysen inkluderede publicerede undersøgelser, der var identificeret ved søgning på MEDLINE, der er en elektronisk biomedicinsk bibliografisk database. I alt inkluderede analysen over 8500 patienter og omfattede 40 forskellige kliniske tilstande.

Det viste sig overraskende, at der ikke kunne påvises nogen effekt af placebo på objektive effektmål, dvs. målinger og vurderinger udført af en læge eller en anden observatør, fx blodtryksmåling. Der fandtes en mulig lille effekt på subjektive effektmål, dvs. symptomer rapporteret af en patient, fx smerte. Det var dog umuligt klart at adskille en eventuel reel effekt fra mulige fejlkilder.

Undersøgelsen er i modstrid med den hidtidige forestilling om væsentlige effekter af placebobehandling. Denne forestilling skyldes muligvis, at effekt af placebobehandlinger er blevet forvekslet med de fleste sygdommes tendens til at bedres af sig selv eller med andre fejlkilder relateret til tidligere studiers manglende brug af ubehandlede kontrolgrupper.

I visse sammenhænge anvendes begrebet placeboeffekt bredere end til at betegne effekten af en placebobehandling, nemlig om den terapeutiske effekt af forholdet mellem læge og patient. Det er fortsat uafklaret, om der er en betydende terapeutisk effekt af læge-patient-forholdet, og det er under diskussion, om det er hensigtsmæssigt at opretholde betegnelsen placeboeffekt i denne brede betydning.