medicinsk etik

Retten til selvbestemmelse eller det etiske krav om at udvise respekt for personers autonomi, fordrer, at personer har mulighed for frit at handle og tage beslutninger i overensstemmelse med deres egne værdier, holdninger, overbevisninger, mv.

I klinisk kontekst betyder det blandt andet, at det almindeligvis er påkrævet, at behandlere indhenter patienters informerede samtykke til medicinske behandlinger eller kliniske forsøg. Den medicinske etik er derfor også i høj grad optaget at forsøge at fastlægge samt operationalisere, hvilke kognitive kompetencer, information, mv. en person skal have for at kunne blive betragtet som i stand til at tage autonome beslutninger.

Tilsvarende så debatteres det også, hvilke former for ydre forhold, fx tvang og manipulation, eller indre forhold, fx psykisk sygdom, der kan siges at underminere en persons autonomi, samt hvornår disse forhold så faktisk gør netop dette.

Det at sige, at klinisk praksis bør være retfærdig, forstås normalt i medicinsk etik som det moralske krav om, at der foregår en fair distribution af de knappe medicinske ressourcer. På det mest basale niveau fordrer det, at alle borgere i et samfund ret til at modtage samme relative dækning af deres behov for sundhedsydelser.

Retfærdighedshensyn har dog også de seneste år fået en øget plads i diskussioner om klinisk forskning. Her er fokus særligt på at sikre, at fordelene af resultaterne af kliniske forsøg fordeler sig på en retfærdig måde, samt at alle borgere har lige mulighed for at deltage som forsøgspersoner.

Princippet om ikke-skadevolden fordrer, at medicinske behandlere og forskere ikke handler på måder, der skader deres patienter eller testpersoner. Dette bliver til tider opsummeret under slagordet primum non nocere (først og fremmest: gør ingen skade). Modstykket til dette princip er godgørenhedsprincippet, som fordrer, at medicinske behandlere og forskere handler på måder, der fremmer patienter og testpersoners velfærd.

I praksis fordrer princippet om ikke-skadevolden, at klinikere er opmærksomme på, om den behandling eller det forsøg, de påtænker at igangsætte er, eller potentielt kan være, skadelig for patienten eller testsubjektet. Hvis det vurderes at være tilfældet, at en behandling er skadelig, er det næste spørgsmål, om denne skade opvejes af den velfærdsforøgelse, patienten forventes at få af behandling.

Eksempelvis anses behandlinger med kemoterapi som etisk tilladelige, til trods for at sådanne behandlinger kan have meget skadelige bivirkninger. Det gør de (blandt andet), fordi det antages, at de fordele, patienterne har af behandling, langt overstiger disse bivirkninger.

Etikken i forbindelse med sundhedsvæsenet og livets begyndelse er overvejende funderet i eksistentielle og kulturelle værdier og er ofte formuleret som spørgsmålet: Går mennesket nu ikke for vidt?

Kunstig befrugtning er et af mødestederne mellem ny teknik og medicinsk etik. Fra alene at omfatte partner- eller donorinsemination er nu flere teknikker tilgængelige, bl.a. IVF (in vitro-fertilisation, reagensglasbefrugtning) og IVF med teknisk indføring af én sædcelle i ægget.

For nyligt er det også blevet teknisk muligt at gennemføre kunstige befrugtning med donor-æg, hvor cellekernen er blevet udskiftet med cellekernen fra moderen og dernæst insemineret med sæd fra faderen. Sagt lidt populært, så har barnet genetisk set tre forældre, når denne teknik benyttes.

De primære etiske debatpunkter vedrørende kunstig befrugtning har traditionelt set været, og er i stadig i nogen grad i forhold til nye teknikker, uklarheden omkring, hvilke potentielle langsigtede konsekvenser behandlingerne vil få for de børn, der undfanges via teknikkerne.

Også fosterdiagnostik hører til området. Det inkluderer teknikker såsom fostervandsprøve og moderkagevævsprøve, eller som diagnostik på én af fx otte celler i det befrugtede æg (præimplantationsdiagnostik). De etiske udfordringer opstår her særligt på grund af mulighed for at sikre sig mod at bære et barn med misdannelser til fødsel. Det har ført til sammenstødet mellem på den ene side det at værne om den gravides autonomi samt det potentielle barns velfærd og på den anden side frygten for "egenskabshygiejne" og dermed for normalitetsbegrebets dominans.

Abortindgreb, både de såkaldt frie og de selektive, de sidste udført på grund af risiko for svær sygdom hos fosteret, har rejst mange diskussioner om indgrebenes etiske tilladelighed. Grupper med en stærk eksistentiel holdning anser indgrebene for et brud på livets ukrænkelighed. I mange lande, herunder Danmark, støtter flertallet dog adgangen til disse indgreb, overvejende med grundlag i respekt for kvindens autonomi.

Kloning, der består i skabelse af individer, som er komplette genetiske kopier af eksisterende, har rejst en betydelig etisk debat verden over. I Danmark er det ikke tilladt at klone mennesker og husdyr. Det har siden 2005 været tilladt at klone dyr, hvis det tjener væsentlige medicinske formål.

I relation til livets afslutning, så er den medicinske etik blandt andet optaget af fastlægge kriterierne for, hvornår en person er død. Er det tilstrækkeligt at cirkulation af blod er ophørt (cirkulatorisk død), eller skal der ikke længere være hjerneaktivitet (hjernedød)?

Svaret på dette spørgsmål er især vigtigt i relation til organdonation, der for flere transplantationers vedkommende forudsætter adgang til en død donor. En central del af debatten om organdonation beskæftiger sig med, hvordan man på etisk tilladelig vis fremskaffer flere donororganer: bør man, eksempelvis, indføre formodet samtykke til organdonation, eller bør man forsætte den nuværende praksis baseret på informeret samtykke?

Også retten til at afstå fra livsforlængende behandling, enten direkte udtalt af den syge i situationen eller indirekte via et livstestamente, samt spørgsmålet om aktiv dødshjælp, har været grobund for mange etiske diskussioner. En af de centrale diskussioner handler om, i hvor i hvor høj grad patienters autonomi bør respekteres, hvis de udtrykker et ønske om at ende deres liv, og i hvilken udstrækning behandlere er etisk forpligtede til at hjælpe patienter med at dø.

At fravælge livsforlængende (og anden) behandling er en lovbaseret ret for patienter i Danmark. Aktiv dødshjælp og lægeassisteret selvmord er derimod ulovligt.

Efter igennem århundreder at have indtaget en paternalistisk rolle i forholdet til patienten begyndte læger og senere tilkommende sundhedspersonale i højere grad at betone respekt for patienters ret til information samt selv- eller medbestemmelse i overensstemmelse med princippet om respekt for autonomi. Efter en periode, hvor alene skrevne eller uskrevne etiske regelsæt var gældende, blev disse rettigheder i 1995 baseret på dansk lov.

Til samme etiske område hører respekten for patientens integritet, både den fysiske, der fremhæver patientens kropslige ukrænkelighed, medmindre samtykke foreligger til et indgreb, og den psykisk-sociale, der tilsiger respekt for en urørlighedszone omkring privatlivet. En praktisk udmøntning af sidstnævnte respekt er sundhedspersonalets tilsvarende tavshedspligt.

Fremskridt i patientbehandlingen er afhængige af forskning, og en sådan forskning må nødvendigvis inddrage patienter, raske testpersoner eller ikke-menneskelige dyr. Det rejser blandt andet etiske spørgsmål vedrørende informeret samtykke, samt hvordan eventuelle fordele, der kommer ud af forskningen, bør fordeles.

Det har ligeså givet anledning til debatter om, hvornår sundhedsvidenskabelig forskning kan siges at udnytte befolkningsgrupper – herunder særligt befolkningsgrupper fra ulande – og om dette nogensinde er etisk forsvarligt. Yderligere bliver det debatteret, hvorvidt det et etisk påkrævet at kompensere testsubjekter for at sikre, at alle borgere har lige mulighed for at deltage i kliniske forsøg.

I Danmark kan forsøg, hvor der indgår mennesker, først godkendes efter lov om et videnskabsetisk komitésystem, hvis tre krav er opfyldt: For det første skal det dokumenteres, at forsøgspatienters sikkerhed og rettigheder bliver respekteret. For det andet stilles der et etisk krav til forskerens personlige hæderlighed og dermed troværdighed. Og for det tredje stilles der krav til forskerens håndværksmæssige kompetence, hvilket sigter mod at sikre, at patienten ikke indgår i amatøragtige forsøg.