Fordelingsetik, især anvendt inden for offentlige sundhedsvæsener som den del af etikken, der tilstræber en retfærdig fordeling af resurser. Et misforhold mellem behov og resurser nødvendiggør motiverede valg mellem bl.a. specialer eller sygdomsgrupper, institutioner, afdelinger, praksisformer og enkeltpatienter. Sådanne valg omfatter både til- og fravalg, under ét: prioritering.

Fordelingsetik er et nyt begreb i sundhedsdebatten og -politikken, selvom misforhold mellem behov og muligheder ikke er nye. Begrebet er en følge af større synliggørelse, skabt ved mange nye behandlingsmuligheder og offentlighedens større deltagelse i den sundhedspolitiske debat.

Fordelingsetikken i samfund med et dækkende offentligt sundhedsvæsen som det danske hviler på et ligheds- og retfærdighedsprincip, der tilstræber en ligelig opfyldelse af identiske sundhedsbehov hos den enkelte borger, og på befolkningens forventning om, at alle alvorlige sygdoms- og ulykkestilfælde behandles for offentlige midler; eller med andre ord, at fordelingsetiske skævheder kun accepteres på områder som fx briller, tandlægebehandling og ikke-livsvigtige lægemidler.

Fordelingsetiske problemer antager forskellige former fra det landspolitiske niveau til enkeltpatientens. Ved den overordnede fordeling angår beslutningerne store, anonyme patientgrupper, og her anlægges samfundsøkonomiske nyttebetragtninger. På vejen ned gennem systemet bliver afgørelserne i stigende grad påvirket af mødet med berørte patientgrupper og enkeltpatienter. De sidste repræsenterer dermed det største element af medmenneskelig appel inden for det fordelingsetiske spektrum.

Der er pga. den store spændvidde gjort mange forsøg på at løse de fordelingsetiske problemer teknisk ved at afgrænse basale sundhedspakker, ved lønsomhedsteknikker og ved rangstilling af sygdomme og behandlingsbehov gennem offentlige høringer. Sådanne teknikker bryder dog alle med retfærdighedsprincippet. Derfor forbliver fordelingsetikken en vigtig og sammensat del af alle beslutninger på sundhedsområdet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig