Psykomotorisk terapeut, tidl. afspændingspædagog, terapeut, der underviser enkeltpersoner eller grupper i fx afspænding, kropsbevidsthed og -terapi, ergonomi, fødselsforberedelse, genoptræning efter fødsel og børnemotorik. Formålet er at hjælpe den enkelte til at fungere bedre i samspil med familie, arbejde og samfund.

Psykomotorik opstod som selvstændigt fag i 1930'erne ud fra et ønske om at finde nuancerede måder at arbejde med sammenhængen mellem krop, personlighed og samfund. Psykomotorisk terapi er integrationen af krop, psyke, erkendelse og handling. Hele personligheden involveres i arbejdet, for det centrale er samspillet mellem kroppen, oplevelsen af kroppen, personligheden og resurserne.

Uddannelsen til psykomotorisk terapeut, som er 3 1/2-årig, finder sted på professionshøjskoler og giver en uddannelse som professionsbachelor. Hovedfagene på uddannelsen er psykomotorisk behandling, bevægelse samt psykologi. Der undervises desuden i anatomi, fysiologi, børnemotorik, psykiatri, samfundsfag m.m.

På arbejdsmarkedet underviser og behandler de psykomotoriske terapeuter både børn, ældre og voksne. De tager sig af sundhedsfremme, og de forebygger fysisk og psykisk sygdom, underviser, behandler og rehabiliterer klienter i egen klinik, behandlingsinstitutioner, plejecentre, revalideringen, rådgivninger, virksomheder og inden for det psykiatriske og socialpsykiatriske felt samt normalområdet. Psykomotoriske terapeuter underviser også, bl.a. på skoler, uddannelsesinstitutioner, voksenuddannelser og i folkeoplysningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig