sene

Sene, lat. tendo, bindevævsstruktur, der optager og overfører den kraft, en muskel udvikler, til en anden struktur, oftest en knogle. De fleste sener er strengformede og hæfter inden for et lille område på en knogle. Det gælder fx sener fra kraftfulde muskler, der virker på hånd og fod, og som ligger på underarm hhv. underben, hvorfra deres kraft overføres af lange, slanke sener, således at hånd og fod er befriet for vægten og fylden af muskler. Nogle sener er tynde og fladeudbredte; de betegnes aponeuroser og indgår bl.a. i bugvæggens muskeldække, skalpen og mellemgulvet.

Sener er opbygget af tætliggende, parallelle kollagenfibre (se bindevæv), som er let bøjelige, men meget trækstærke med en brudstyrke på op til 800 kg/cm². En sene er typisk dimensioneret til at tåle et træk på omkring fire gange den kraft, musklen kan udvikle ved en viljestyret kontraktion, hvilket giver en sikkerhedsmargin for kortvarige højere belastninger, fx under et nedspring. Senevæv er et stift, elastisk materiale, som kan optage og afgive energi. Kænguruer har perfektioneret udnyttelsen af denne egenskab i deres specielle gangart; under nedspringet opsamles ca. 75% af den mekaniske energi i sener og genbruges i opspringet.

Sener indeholder specielle føleorganer, Golgis senetene, som sender signaler om spændingen i senen til centralnervesystemet, hvor de sammen med signaler fra muskeltenene (se muskel) indgår i overvågning og styring af musklernes arbejde og bidrager til stillingssansen (den proprioceptive sans).

Hvor sener passerer forbi led med stor bevægelighed, fx hånd- og fodled, er de nedbundet vha. fibrøse bånd, retinakler, og omgivet af tynde, rørformede hinder, kaldet seneskeder, hvori senerne glider friktionsløst mod omgivelserne. Ved uvante, gentagne bevægelser kan der opstå en smertefuld irritationstilstand i en seneskede, se seneskedebetændelse. Ved gentagen overbelastning af en sene kan der også opstå en betændelsestilstand i selve senen, tendinitis, velkendt fra akillessenen hos aktive vandrere.