Kondital. Måling af kondital; forsøgspersonen er maraton- og langdistanceløberen Bjørn Sivertsen. Vha. løbebåndet kan belastningen af kredsløb og åndedræt varieres. Pulsen måles vha. en pulsmåler, der er spændt om brystet og registrerer løberens hjerteslag. Mundstykket tillader indånding af atmosfærisk luft, mens udåndingsluften ledes til den gule sæk til senere analyse.

.

Kondital, organismens maksimale iltoptagelse udtrykt i ml oxygen pr. kilo legemsvægt pr. min (oxygenvolumenet udtrykt ved standardbetingelser).

Faktaboks

Etymologi
Ordet kondi er en forkortelse af kondition.

Kondital kan bestemmes direkte ved måling af respirationsluftens volumen og sammensætning under en maksimal arbejdsydelse, fx på løbebånd, i romaskine, eller indirekte og mindre nøjagtigt ved måling af pulsstigningen under arbejde af en konstant, middelsvær størrelse.

Utrænede mænds og kvinders kondital ligger i gennemsnit omkring 40. De højeste kondital, omkring 85, findes hos mandlige langrendsløbere, mens kvinder på tilsvarende eliteniveau kun når kondital på omkring 65, fordi en større del af legemsvægten hos kvinder udgøres af fedt, hvis iltoptagelse ikke øges nævneværdigt under arbejde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig