Høreorganer, organer til registrering af lyd; findes hos insekter og hvirveldyr. Hvirveldyrenes indre øre består af et system af væskefyldte rør nær hovedets overflade. Sanseceller på rørenes vægge registrerer bevægelser af væsken eller af anatomiske strukturer i væsken og rapporterer løbende til hjernen. Hos de fleste pattedyr og fugle ligner øret anatomisk meget vort eget, se øre Lydbølgerne i luften får en trommehinde til at vibrere, og fra den spredes vibrationerne til det indre øre. Hos padder og fisk mangler bl.a. øregangen, men til gengæld er det indre øre mere kompliceret opbygget end hos mennesket.

Evnen til at høre synes opstået mange gange under dyrenes udvikling, og anatomien af hvirveldyrenes høreorganer varierer meget. Hos insekterne findes en endog meget stor variation mht. høreorganernes opbygning og placering på kroppen; de kan fx være placeret på for- eller bagkrop, hoved, ben eller vinger. Årsagen til evolutionen af denne mangfoldighed er sandsynligvis de store selektive fordele ved at besidde høreorganer; de fleste ører opstod, da insektædende flagermus begyndte at jage vha. ekkolodning, se hørelse. De fleste ører hos insekter synes at være dannet fra andre sanseorganer, der tilfældigvis også kunne aktiveres af lyde. Antallet af sanseceller i hvert øre varierer fra en enkelt til flere hundrede, hvilket tilsyneladende mere afspejler ørets udviklingsmæssige herkomst end det nutidige behov.

Bevægelse og tryk

Forskelle i høreorganernes opbygning skyldes til dels, at lyd har en dobbelt natur bestående af både bevægelse og tryk (se lyd). Menneskets øre registrerer små ændringer (fluktuationer) af luftens tryk, mens øret hos en del fisk reagerer på vandets oscillerende bevægelser, som sætter hele fisken i svingninger. Tilsvarende er nogle ører hos insekter udstyret med trommehinder, der reagerer på tryksvingningerne, mens andre insekter opfatter lydenes bevægelseskomponent vha. tynde følehorn eller hår på kroppens overflade.

Vand bevæger sig kun meget lidt, når det udsættes for lyd, så mange fisk hører dårligt. Nogle benfisk har fået en langt mere følsom hørelse ved at udnytte de meget større pulserende bevægelser nær ved luftfyldte bobler. Svømmeblæren tjener især til at tilpasse fiskens massefylde til det omgivende vand, så fisken ikke falder ned mod bunden eller flyder op mod overfladen, men visse benfisk anvender nogle knogler til at lede de store oscillerende bevægelser fra svømmeblæren til ørene. Andre fisk, blandt andet sild, har udviklet små luftbobler ud for ørene og opnår derved en følsom hørelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig