Folkesundhedsvidenskab, betegnelse lanceret Danmark i 1995 for den sundhedsvidenskabelige disciplin, som har været kendt i udlandet under betegnelsen public health siden midten af 1800-t., da bekæmpelse af store epidemier fik en videnskabelig basis. Faget omfatter undersøgelser af befolkningens helbredstilstand, aktiviteter til forbedring af sundhedstilstanden, forebyggelse af sygdomme samt samfundsmæssige indsatser til reduktion af sygelighed og dødelighed. Dele af faget har tidligere været omfattet af begrebet hygiejne. Faget bliver bl.a. udøvet af epidemiologer, embedslæger, toksikologer, sundhedsøkonomer samt socialmedicinere. I Danmark kan sundhedspersonale, administratorer i sundhedsvæsenet eller andre med en relevant, videregående uddannelse blive uddannet i faget på Københavns og Aarhus Universitet. Kandidater i folkesundhedsvidenskab kaldes cand.scient.san.publ.