Østerbroundersøgelsen, befolkningsundersøgelse, der er foregået i flere faser siden 1976 som et tilbud til et repræsentativt udsnit af personer bosat på Østerbro. Undersøgelsen blev igangsat og ledet af kardiologerne Peter Schnor (f. 1941), overlæge, dr.med. Gorm Boje Jensen (f. 1944) samt Anders Tybjærg Hansen og havde oprindelig til huse på Rigshospitalet, siden på Bispebjerg Hospital. Den forudgås af besvaring af et spørgeskema om kostforhold etc. og består af en undersøgelse af hjerte og lunger samt måling af højde, vægt, blodtryk m.m. og undersøgelse af et større antal blodprøver.

Østerbroundersøgelsen er siden 2003 blevet udvidet med en lignende undersøgelse, der foregår på Herlev Hospital dækkende større og større områder (Herlev/Østerbroundersøgelsen igangsat og ledet af professor, dr.med. Børge G. Nordestgaard (f. 1957)).

Samtidig er undersøgelserne udvidet til også at omfatte mange andre sygdomme, bl.a. kræft. Der er publiceret et større antal meget citerede videnskabelige artikler om undersøgelsernes resultater, fx at 65-79-årige, der begynder at motionere ca. 4 timer om ugen, i gennemsnit vil øge deres levetid med 4 år. Andre resultater fra undersøgelserne inkluderer bl.a. den gavnlige betydning af indtagelse af to glas rødvin daglig, betydningen af triglycerider i blodet for udvikling af hjerte-kar-sygdomme samt betydningen af genetisk disposition for udvikling af bl.a. hjerte-kar-sygdomme, lungesygdomme og kræft.

Se også befolkningsundersøgelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig