miljøterapi

Miljøterapi, psykiatrisk behandlingsmetode, der søger at fremme muligheden for patienters udfoldelse af praktiske og sociale færdigheder i hjemmet eller under arbejdet ved at inddrage aktiviteter i behandlingsmiljøet med psykologiske eller pædagogiske begrundelser.

Miljøterapi opstod i midten af 1900-t. som en reaktion mod det traditionelle sygehusmiljøs tendens til passivisering af patienterne. Den praktiske udformning afhænger af målgruppen for aktiviteterne. Miljøterapi kan benyttes over for såvel voksne som børn. I sin enkleste form kan behandlingen bestå i oplæring i daglige, nødvendige færdigheder, fx påklædning, madlavning og vask. I såkaldte terapeutiske samfund anvendes en organisationsform, som indebærer, at patienter, behandlere og plejepersonale alle deltager på lige fod i alle en afdelings aktiviteter, fx indkøb, rengøring og planlægning af behandling.

Miljøterapi baseres på forskellige psykologiske teorier. Der skelnes mellem en psykoanalytisk og en indlæringspsykologisk eller pædagogisk form. I den førstnævnte lægges vægt på analyse og tolkning af interpersonelle processer i miljøet, fx reaktionen over for medpatienter og terapeuter, mens der i den sidstnævnte lægges vægt på indlæring af sociale færdigheder, fx ved at styrke selvfølelse og evnen til at udtrykke egne meninger i samvær med andre.