Angiom, karsvulst, godartet svulst eller misdannelse, opbygget af blodkar (hæmangiom) eller lymfekar (lymfangiom). Hæmangiomer er bedst kendt i huden, hvor de røde, brune eller blålige pletter kan være kosmetisk skæmmende. De er ofte medfødte og udgør en del af hudens såkaldte modermærker. Angiomer kan findes i de fleste andre organer og er ofte uden symptomer eller betydning. De kan imidlertid give anledning til blødning, hvilket især kan være farligt, hvis de er lokaliseret i hjernen. Angiomer kan være led i sjældne arvelige sygdomme med svulster og misdannelser i flere organer samtidig.

Faktaboks

Etymologi
Ordet angiom er en afledning af græsk angeion 'kar' og -om.

Ondartede angiomer (angiosarkomer) er meget sjældne. De kan bl.a. udvikles efter kemisk eller radioaktiv påvirkning (vinylklorid, thorotrast). Kaposis sarkom (M. Kaposi, 1837-1902, ungarsk læge) er et ondartet angiom i huden, som især forekommer hos visse afrikanske folkeslag og hos aids-patienter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig