næse

Næse, lat. nasus, gr. rhis, gen. rhinos, organ for luftkonditionering og lugtesans, udviklet omkring det første afsnit af luftvejene hos lungeåndende dyr. Hos pattedyr er der omkring de ydre næsebor, nares, udviklet en variabelt udformet ydre næse opbygget af bløddele. Hos fx tapirer og i ekstrem grad hos elefanter er næsen udviklet til en muskuløs snabel, der tjener som gribeorgan, og hos fx muldvarpe assisterer næsen under gravning. Bl.a. rovdyr og de fleste gnavere har blot en lille pelsløs snude omkring næseborene. Vandlevende pattedyr som fx sæler og flodheste har generelt opadvendte næsebor, der kan lukkes tæt til, og hos hvaler er næseborene rykket sammen til en enkelt åbning, blæsehullet, på kraniets overside.

Fra næseborene ledes luften til næsehulen, der er afstivet af de omkringliggende kranieknogler og opdelt i to løb af næseskillevæggen. Bagtil fortsætter næsehulen i svælget gennem de indre næsebor (choanae). Næsehulens sidevægge bærer tynde fremspringende knogleplader, muslingeben (turbinaler), der ligesom den øvrige næsehule er beklædt med en slimhinde rig på blodkar og kirtler, som tjener til at opvarme og mætte luften med vanddamp, således at svælget og de nedre luftveje beskyttes mod udtørring og afkøling. Endvidere sker der en vis luftrensning, fordi støvpartikler tilbageholdes på de fugtige slimhindeoverflader. Under indånding mærkes det tydeligt, at næsens indre overflade afkøles, og ved den efterfølgende udånding kondenseres en del af vanddampen i den varme udåndingsluft på den afkølede slimhinde. Herved nedsættes vandtabet under respiration betydeligt. Næsehulens overflade er dækket af cilier, der ved koordinerede bevægelser fejer slim og deri indeholdte partikler bagud mod svælget, hvorfra det synkes.

Næsehulen er hos landlevende hvirveldyr sæde for lugtesansen, der er knyttet til det specialiserede lugteepithel i næsehulens loft. De fleste firbenede dyr har en yderligere lugtesans knyttet til det Jacobsonske organ (organum vomeronasale), der hos pattedyr ligger nedadtil på næseskillevæggen og formentlig er specialiseret til sansning af luftbårne feromoner, seksuelle signalmolekyler. Organet mangler helt eller er kun rudimentært udviklet hos fx skildpadder, fugle, havpattedyr og menneske.

I kranieknoglerne omkring næsehulen og forbundne hermed findes hos de større landlevende dyr et antal luftfyldte hulrum, bihuler, hvis hovedfunktion er at begrænse vægten af kraniet, og som derfor er særligt udviklede hos dyr med store kranier. Se også hoved.