mund

Mund, (lat. os, gen. oris), i biologisk forstand indgangen til fordøjelseskanalen. Mundens udformning er mangfoldigt varieret igennem dyreriget og nøje sammenhængende med hver enkelt dyrearts levevis og fødegrundlag. I sin enkleste udformning, fx hos encellede dyr (protister), er munden blot en åbning, der leder føden til en fordøjelsesvakuole. Komplicerede og højt specialiserede bidende, stikkende og sugende mundapparater findes hos leddyrene (se fx insekter).

Hos alle hvirveldyr, undtagen de kæbeløse fisk (Agnatha), er munden formet over et skelet (en mundramme) med kæber, hvormed føden kan gribes og evt. forbehandles mekanisk, inden den sluges (se også tænder). Hos pattedyrene er kun underkæben bevægelig i forhold til kraniet, men hos mange benfisk, nogle krybdyr og de fleste fugle er også overkæben bevægelig og forbundet med underkæben gennem et system af vægtstænger, således at munden åbnes ved en koblet vinkelbevægelse af begge kæber. Hos giftslangerne vippes gifttænderne frem under mundåbningen ved en tilsvarende mekanisme.

Inden for munden ligger mundhulen, til hvis gulv den meget variabelt udformede tunge er fastgjort. Hos mange dyr har tungen sin hovedfunktion i forbindelse med den mekaniske behandling af føden i mundhulen samt i den første fase af synkningsprocessen, men hos fx visse frøer, salamandre, kamæleoner og myreslugere kan tungen skydes langt ud af munden som et redskab, hvormed byttedyr indfanges. Visse kemiske kvaliteter ved føden registreres gennem smagssansen, der især er knyttet til tungen, hvis almindelige følesans også er veludviklet og bidrager til registrering af fødens materialeegenskaber. Hos mennesket spiller tungen derudover en helt speciel rolle ved artikulationen af det talte sprog.

Til mundhulen er, især hos de landlevende dyr, knyttet kirtler, hvis sekret, spyt (herunder mucus), tilblandes føden og letter synkningen; evt. indledes den kemiske fordøjelse af føden allerede i mundhulen vha. enzymer i spyttet. Nogle dyr, navnlig blandt krybdyrene, har udviklet giftkirtler, hvis sekret lammer byttedyr.

Hos lungeåndende padder tjener mundhulen også som luftvej og respirationsorgan, idet luften fra de ydre næsebor føres gennem de indre næsebor til den forreste del af mundhulen, hvor en vis udveksling af ilt og kuldioxid kan finde sted gennem mundslimhinden, inden luften passerer videre til lungerne. Disse dyr har således ingen separat næsehule, og mundhulens loft dannes af en del af kraniebunden (den primære gane), ligesom hos fisk. Lignende forhold findes hos de fleste krybdyr, men hos krokodiller og visse skildpadder samt hos fugle og pattedyr er der udviklet en sekundær gane, der adskiller luftvejen, næsehulen, fra mundhulen, således at føden kan bearbejdes i mundhulen uafhængigt af vejrtrækningen.