Mave-tarm-kanal. Opbygningen af menneskets mave-tarm-kanal. For overskuelighedens skyld er organerne ikke anbragt helt i overensstemmelse med den reelle anatomi, således er fx leveren løftet op i brysthulen, og tyndtarmen forkortet, ligesom en del af bugspytkirtlens indre er blotlagt.

.

Mave-tarm-kanalen er hos hvirveldyrene den del af tarmkanalen, der følger lige efter spiserøret, og hvori der sker en fordøjelse og absorption af føden; se også fordøjelseskirtel.

Faktaboks

Også kendt som

mave-tarm-system

Lige bag overgangen fra den korte, men rummelige mave og den meget længere, rørformede tarm indmunder udførselsgangene for lever og bugspytkirtel. Maven producerer mavesaft, der indeholder det proteinspaltende enzym pepsin samt saltsyre, da pepsin kun er aktivt ved lav pH.

Tarmcellerne danner en bred vifte af enzymer, som sammen med sekretet fra bugspytkirtlen fordøjer tarmindholdet. Selvom der kan foregå en vis absorption i maven, sker den overvejende opsugning af fødeemner og vand i tarmen.

Tarmen udmunder enten selvstændigt på overfladen (fx hos benfisk og levendefødende pattedyr) eller i en lommeformet indposning fra overfladen, kloakken. Mave-tarm-kanalen er levested for mange indvoldssnyltere, fx rundorme, ikter, kradsere og bændelorme, der ernærer sig af tarmindholdet.

Fisk

Hos rundmunde og lungefisk er maven næppe skelnelig fra det efterfølgende tarmrør, mens de øvrige fisk har en sækformet mave. Hos både rundmunde, bruskfisk og primitive benfisk er tarmen kort, men dens indre overflade forøget ved dannelse af en skrueformet spiralfold. En sådan spiraltarm mangler hos de egentlige benfisk, hvis allerforreste tarmafsnit til gengæld kan være forsynet med en klase tætsiddende blindsække.

Padder, krybdyr og fugle

Hos padderne er maven en svagt udvidet del af fordøjelseskanalen; hos de voksne padder, der lever af animalsk føde, er tarmen ret kort, mens den hos de planteædende haletudser er meget forlænget og rullet op i en dobbeltspiral.

Hos krokodiller og frø- og planteædende fugle er maven delt op i en forreste rørformet kirtelmave, hvori fordøjelsen indledes, og føden opblødes, og en bageste muskelmave eller kråse med tykke muskuløse vægge.

Hos fuglene er kråsen indvendigt beklædt med en hornagtig rivehinde, der kan være grønligt farvet af galde. Ved kråsens rytmiske sammentrækninger søndermales føden mellem småsten og andre hårde genstande, som fuglene har slugt. Kråsesten er også fundet mellem ribbenene på fossiler af store, planteædende dinosaurer. Hos krybdyr og fugle sker der en effektiv vandopsugning i kloakken.

Pattedyr

Hos pattedyr er den bageste del af spiserøret inddraget i maven, som har form af et rummeligt, krummet rør; maven afsondrer hos ungerne det såkaldte løbeenzym (rennin), der medvirker ved fordøjelsen af mælkeprotein. Ved grænsen mellem mave og tarm findes en kraftig ringmuskel, der ved afslapning lukker maveindholdet ud i tarmen i småportioner.

Tarmen er delt i en enzymproducerende tyndtarm, en vandopsugende tyktarm og en kort endetarm. Tyndtarmen er op til 10-20 gange kropslængden hos pattedyr med animalsk kost.

Maven er undertiden ved indsnøringer delt i flere afsnit fx hos gnavere, drøvtyggere og hvaler. Planteædende pattedyr er afskåret fra en direkte fordøjelse af føden, da de ikke selv danner cellulosespaltende enzymer; den sker i stedet indirekte vha. cellulaseproducerende bakterier og ciliater. Disse mikroorganismer lever enten i de forreste af drøvtyggernes fire maveafsnit (se hovdyr) eller i særlige blindtarme: blindt endende sidegrene fra tyktarmens forreste del, fx hos heste, gnavere og harer. Hos harer og gnavere indledes den mikrobielle fordøjelse i den voluminøse blindtarm, og de resulterende vandholdige, bløde ekskrementer ædes øjeblikkelig af dyret og opbevares midlertidigt i et særligt mavegæringskammer. Her afsluttes fordøjelsen, hvorefter tarmindholdet slutteligt afleveres som små, tørre, mørkfarvede ekskrementboller.

Mennesket

Mave-tarm-kanal. Til venstre: Den tømte mavesæks indre overflade er stærkt furet af længdegående foldninger; den er således smidig og kan udspiles under fødeoptagelsen. Til højre: Scanning-elektronmikroskopi af tarmen, der på indersiden er beklædt med millimeterstore, fingerlignende udposninger, villi, som øger den absorberende overflade betragtelig; den enkelte villuscelle er desuden beklædt med op til 6000 hårlignende mikrovilli, som kun kan ses ved stor forstørrelse.

.

I mavesækken begynder nedbrydningen af føden til lavmolekylære stoffer, som efter yderligere behandling optages i legemet via tyndtarmen. Væske optages i tyndtarmen samt tyktarmen, hvor ikke-optaget materiale koncentreres for senere at forlade kroppen som afføring (latin faeces 'bundfald').

Opbygningen af mave-tarm-kanalens forskellige dele har flere fællestræk: De har alle en slimhinde beklædt med et enlaget overfladelag (epithel), igennem hvilket stofudveksling mellem mave-tarm-indholdet (latin chymus 'saft') og væv let finder sted, og væggene har flere muskellag, både længde- og ringforløbende, som sikrer effektiv opblanding af fødepartikler med enzymholdigt sekret samt videre transport i kanalen ved peristaltiske bevægelser. Desuden er mavesækken, næsten hele tyndtarmen og flere dele af tyktarmen dækket af den glatte bughinde, peritoneum, og ophængt i bughindekrøs, hvilket sikrer fri bevægelighed af disse dele under fordøjelsesprocesserne.

Mavesækken

Mavesækken (latin ventriculus, græsk gaster) er et muskuløst hulorgan, der ligger opad til venstre i bughulen, lige under mellemgulvet. Den inddeles i den øvre fundus, hvor spiserøret indmunder, corpus, som udgør det meste af organet, og den nedre pylorus (latin 'portvagt'), hvor tykkelsen af muskulaturen i væggen gradvis tiltager ned mod en kraftig ringmuskel ved overgangen til tolvfingertarmen.

Når mavesækken er tømt for føde, er rumindholdet ca. 50 ml, men den kan udvides til at rumme ca. 1,5 l, dvs. 30 gange så meget. Det skyldes, at den glatte muskulatur i væggen reflektorisk afslappes ved synkning.

Når mavesækken tilføres føde, begynder peristaltiske kontraktioner i fundusdelens muskulatur. Disse opdeler føden i mindre klumper og blander den med mavesaft, idet blandingen drives frem mod maveporten, således at nogle få ml chymus presses ned i tolvfingertarmen gennem ringmusklen. Sammentrækning af ringmusklen sikrer dog, at hovedparten af føden bliver så længe i mavesækken, at en delvis fordøjelse kan finde sted.

Mavesækkens tømning styres dels ved nervereflekser og frigørelse af hormonet gastrin i mavesækkens væg, der begge fremmer tømning, dels af faktorer i tolvfingertarmen, som hæmmer tømning. Således fører føde og saltsyre fra mavesækken til aktivitet i sanseceller og frigørelse af hormoner i tolvfingertarmens væg. Impulser fra sansecellerne hæmmer via centralnervesystemet og hormonerne via blodet mavesækkens peristaltik og lukker ringmusklen ved maveporten.

Fordøjelsen i mavesækken skyldes spyttets amylase, som spalter stivelse, samt enzymer og saltsyre produceret af kirtler i mavesækkens slimhinde. Der produceres ca. 2 l mavesaft i døgnet, hvoraf det meste dannes i fundus- og corpusslimhinden. I sekretet findes enzymet pepsinogen, saltsyre og proteinet intrinsic factor, som binder sig til B12-vitamin i føden og herved sikrer optagelsen i den nedre del af tyndtarmen.

Sekretet fra pylorusdelens kirtler indeholder væsentligst beskyttende slim, som også udskilles af alle de øvrige overfladeceller i mavesækken. Særlige celler, hovedcellerne, producerer den pepsinogen, der af saltsyre spaltes til aktivt pepsin, som nedbryder proteiner til mindre peptider. Saltsyren, som produceres af parietalceller, har også betydning for spaltning af fødeklumper og for drab af bakterier bragt med føden.

Udskillelsen fra mavesækkens kirtler styres via nerver og hormoner. Tanker om og syn, smag, lugt og tygning af føde fremkalder nerveimpulser fra hjernen til hoved- og parietalceller i fundus-corpus-delen og fører til frigørelse af hormonet gastrin, hvilket øger produktion af saltsyre og pepsinogen. Også tilstedeværelse af føde i mavesækken, specielt nedbrudte proteiner, resulterer i nerveimpulser og gastrinfrigørelse. Når føde fylder tolvfingertarmen, hæmmes produktionen via de samme faktorer, som hæmmer tømning af mavesækken.

Tyndtarm

Tyndtarmen inddeles i tolvfingertarmen (latin duodenum, af duodecim 'tolv'; længden er som tolv fingre lagt ved siden af hinanden) og den 6-8 m lange, krøsbærende tyndtarm, hvis første 2/5, jejunum (latin 'tom'; den er oftest tom hos lig), ligger opad til venstre i bughulen og fortsætter i ileum (latin 'snoet'), som overvejende ligger nedad til højre, hvor den går over i tyktarmen.

Det er i tyndtarmen, at den endelige nedbrydning og langt den største optagelse af føde finder sted. Sammentrækninger i tarmens cirkulære muskulatur sikrer effektiv blanding af tarmindholdet og en langsom, kontrolleret transport gennem tarmen. Når det meste af føden er absorberet, hvilket tager ca. fire timer, afløses disse sammentrækninger af peristaltiske bevægelser — sammensnørende muskelsammentrækninger, der langsomt glider ned ad tarmen og herved transporterer indholdet mod tyktarmen.

Tyndtarmens slimhinde har en meget stor absorberende overflade: ca. 200 m2 hos en voksen person. Slimhinden er stærkt foldet i den øverste halvdel, og i hele tyndtarmen findes tætstillede, millimeterlange, fingerlignende trevler, villi, hvorpå det absorberende cellelag sidder. Desuden besidder den enkelte epithelcelle 3000-6000 mikrovilli (børstesøm), der er hårlignende udfoldninger af cellemembranen.

Tyndtarmens epithelceller producerer ca. 1,5 l slimholdigt sekret i døgnet samt enzymer, som medvirker til den videre spaltning af næringsstofferne inden deres optagelse. Kroppens samlede stofoptagelse sker gennem tyndtarmens epithelceller. Før optagelse må næringsstofferne nedbrydes til mindre enheder: kulhydrater til monosaccharider (fx glukose), proteiner til aminosyrer og fedt til frie fedtsyrer og monoglycerider. Både spaltning og optagelse hjælpes på vej af enzymer og galde tilført i tolvfingertarmen; daglig tilføres omkring 1,5 l basisk fordøjelsesvæske fra bugspytkirtlen og 1 l galde.

Tyktarm og endetarm

Under tarmindholdets transport gennem tyndtarmen opsuges langt det meste af væsken, og det er således temmelig koncentreret, inden det når tyktarmen (latin intestinum crassum). De peristaltiske bevægelser i tyndtarmen presser indholdet gennem en lukkemuskel til første del af tyktarmen: blindtarmen (latin caecum 'blind'), som ligger i nedre højre del af bughulen. Fra blindtarmen afgår en som oftest ca. 8 cm lang og 0,5 cm tyk, blindt endende divertikel: det ormeformede vedhæng (latin appendix vermiformis), i daglig tale blindtarmen. I barndommen er divertiklens væg fyldt med lymfevæv, og den har formentlig betydning for opbygningen af tarmens immunforsvar. Betændelse i divertiklen, blindtarmsbetændelse, er en hyppigt forekommende sygdom, som opstår ved bakterieangreb i væggen.

Fra blindtarmen løber tyktarmen op til leverens underside i højre side af bughulen som colon ascendens (latin 'opadstigende tarm') for efter en bøjning at løbe tværs over bugen som colon transversum (latin 'tværstillet tarm') langs underkanten af mavesækken. Neden for milten løber den efter en ny bøjning ned i venstre side af bughulen som colon descendens (latin 'nedstigende tarm'). Ved overgangen til bækkenet fortsættes i colon sigmoideum (latin 's-formet tarm'), som efter et par bøjninger går over i endetarmen, rectum (latin rectus 'lige'). Mens rectum hos dyr svarer til sit navn, har den hos mennesket tre bøjninger, før den ender i endetarmskanalen, canalis analis, som gennem bækkenbunden leder til endetarmsåbningen, anus.

Tyktarmen har generelt en større diameter end tyndtarmen, bortset fra colon descendens, som kan være ganske snæver, når den ikke udspiles af afføring. Den samlede længde er ca. 1,5 m. Tyktarmen kan kendes fra tyndtarmen på, at dens ydre længdeforløbende muskulatur er samlet i tre bånd, mens tyndtarmens tilsvarende muskulatur er jævnt fordelt. De tre bånd er kortere end resten af væggen, således at tyktarmens væg buler ud mellem båndene, hvilket bl.a. kan ses på røntgenbilleder. Tyktarmen har ikke tarmtrevler som tyndtarmen, og den har således en meget mindre absorberende overflade; i tyktarmen optages stort set kun vand og salte, bl.a. optages galdesalte til genbrug.

Fæces bringes gennem tyktarmen ved peristaltiske bevægelser svarende til tyndtarmens, men langsommere. Øget indhold i mavesæk og tolvfingertarm fører til gastro-coliske reflekser, som dels åbner lukkemusklen mellem tynd- og tyktarm, dels bringer fæces videre ned i tyktarmen til colon sigmoideum, hvor den samles. Efter et måltid presses fæces ned i rectum.

Rectum har en diameter på 2-3 cm, når den er tom, men kan udvides til mere end det tredobbelte. Endetarmskanalen er omgivet af kraftig og overvejende ringforløbende glat og tværstribet muskulatur, der som regel aflukker kanalen effektivt, når der ikke presses afføring eller luft igennem. Tilstedeværelsen af fæces i rectum fører til afslapning af den glatte muskulatur og dermed afføringstrang. Ved udtømning afslappes den viljestyrede tværstribede ringmuskulatur, og bugpressen aktiveres. Der er normalt kun få ufordøjede føderester i fæces, som mest består af bakterier fra tyktarmen og afstødte epithelceller fra tarmvæggen og eventuelle kostfibre.

Tarmkanalens udvikling

Fosteret har en simpel, rørformet mave-tarm-kanal, som kan opdeles i en fortarm, en midttarm svarende til blommesækkens tilhæftning og en bagtarm. Fra fortarmen udvikles mundhule, svælg, spiserør, mavesæk og øvre del af tolvfingertarmen. På overgangen til midttarmen udvikles bugspytkirtel og lever. Midttarmen vokser i længde og udvikles til resten af tyndtarmen samt tyktarmen til og med størstedelen af colon transversum. Denne kraftige længdevækst bevirker, at der i en periode af fostertilværelsen ikke er plads til tarmen i bughulen, og den skydes da ud af fosteret. Når den senere vender tilbage under fosterets vækst, drejes den således, at midttarmens nedre tyktarmsafsnit kommer til at ligge foran tyndtarmen. Fra bagtarmen udvikles den resterende del af tarmen uden større formændringer.

Karforsyning

Mave-tarm-kanalen forsynes overvejende med blod af tre store grene fra legemspulsåren, idet fortarmsdelen, mavesækken og den øvre del af tolvfingertarmen forsynes fra den øverste, midttarmsdelen fra den midterste og bagtarmsdelen fra den nedre. Især ud for den nedre del af tyndtarmen er udviklet et anastomose-net (også kaldet arkader), der sikrer tarmens iltforsyning under dens peristaltiske sammentrækninger.

Veneafløbet fra hele mave-tarm-kanalen samles til en enkelt vene, portåren (vena portae), der løber til leveren. Således sikres, at bl.a. absorberede aminosyrer og monosaccharider kan behandles i leveren, inden de sendes ud i resten af legemet. I nedre del af spiserøret og i nedre del af analkanalen er der dog forbindelser til de øvre og nedre hulvenesystemer, hvorfor der her kan ses udvidede vener (varicer eller hæmorider), hvis det frie blodløb i portåren er hindret som fx ved skrumpelever.

Lymfen fra mave-tarm-kanalen løber via lymfeknuder, som er specielt talrige i tarmkrøsene, til mælkebrystgangen. Med lymfen bringes absorberet fedt til blodet (se lymfesystem).

Nerveforsyning

Mave-tarm-kanalens funktion reguleres af det autonome nervesystem dels via store nerveplekser uden for selve kanalen (fx plexus solaris 'solar plexus'), dels via mange nerveceller i væggene, som finregulerer motorikken og kirtelfunktionen i de enkelte afsnit.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig