Hjernedød, total og uoprettelig tilgrundegåen af storhjernen, lillehjernen og hjernestammen ved udtalt hjernelæsion, hjerneblødning, hjernesvulst eller pga. total iltmangel i hjernen ud over ca. fem minutter, fx udløst af akut hjertesvigt. Pga. trykstigning inde i kraniet hindres blodtilførslen, hvorved der dannes et infarkt omfattende kraniets indhold. Ved hjernedødens indtræden går åndedrættet i stå. Hvis det opretholdes ved respiratorbehandling, kan et rask hjerte fortsat fungere nogle få døgn, hvorefter også hjertedøden uafvendeligt vil indtræde.

Hjernedød kan med stor sikkerhed konstateres ud fra bestemte kriterier, der bl.a. omfatter dyb bevidstløshed (koma) og manglende hjernestammereflekser. I tvivlstilfælde kan der udføres en røntgenundersøgelse med kontrastindsprøjtning i en pulsåre på halsen. Ved hjernedød vil undersøgelsen vise manglende blodforsyning af hjernen. Hjernedødsbegrebet blev indført i dansk lovgivning i 1990 i forbindelse med indførelsen af hjerte- og levertransplantation, se død.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig