Korttarmssyndrom, tilstand med manglende eller så utilstrækkeligt fungerende tarm, at ernæring ikke kan opretholdes alene ved fødeindtagelse gennem munden. Tilstanden kan fx opstå som følge efter operation, hvorunder det har været nødvendigt at fjerne store dele af tyndtarmen, eller ved beskadigelse af tyndtarmen pga. strålebehandling, hvorved den har mistet sin evne til at optage de nødvendige næringsstoffer og kalorier. Det er usikkert, hvor meget af tyndtarmen der skal være intakt, men hvis der er mindre end 50 cm fungerende tyndtarm tilbage, kan livet ikke opretholdes, uden at der tilføres kalorier, væske og næringsstoffer parenteralt, dvs. uden om tarmen, direkte ind i blodbanen. Hvis tyndtarmen er intakt, kan tyktarmen undværes i hele sin udstrækning, uden at det påvirker næringsoptagelsen. Hvis større dele af tyndtarmen er bortopereret eller uden funktion, vil tilstedeværelsen af hele eller dele af tyktarmen derimod være af afgørende betydning for opretholdelse af væskebalancen.

Ved korttarmssyndrom tilføres de nødvendige næringsstoffer gennem en blodåre i form af et drop. Der indlægges et kateter gennem en tunnel i huden på forsiden af brystkassen ind til en stor blodåre i brystkassen (vena cava), hvorigennem ernæringen gives i løbet af ca. 8 timer, ofte under søvnen. Parenteral ernæring kan arrangeres i hjemmet efter oplæring på et sygehus, hvor også den løbende kontrol foregår. Stor omhu under håndteringen af det permanente vena cava-kateter er nødvendig for at undgå infektion. Se også transplantation (tyndtarmstransplantation).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig