Lungesygdomme omfatter astma, bronkiektasi, bronkitis, lungebetændelse, lungeemfysem, lungehindebetændelse, lungehindekræft, lungesvulster, sarkoidose, tuberkulose samt en række sygdomme, som beskrives nedenfor.

Lungeinfarkt

Lungeinfarkt er en vævsforandring i lungen som følge af blodprop i en lungearterie. Årsagen er hyppigst årebetændelse i de dybe vener i benene eller bækkenet med løsning af en blodprop, som føres til lungen. Sygdommen forekommer oftest hos midaldrende og ældre personer. Risikofaktorer er fedme, hjertesygdom, langvarigt sengeleje, fx efter operationer, graviditet og p-piller. Symptomerne er kortåndethed, dyb smerte i brystet og stingsmerter samt hoste og evt. blodigt opspyt. Diagnosen stilles ved klinisk undersøgelse, elektrokardiografi og scintigrafi, der viser nedsat blodgennemstrømning i det område, som forsynes af den tilstoppede lungearterie. Der kan gives behandling med lægemidler, som kan opløse blodproppen (trombolyse), og nye blodpropper forebygges med antikoagulationsbehandling (se blodprop (behandling)). Iltbehandling og smertestillende medicin er ofte nødvendig.

Lungeatelektase

Lungeatelektase er sammenfald af lungevævet. Lungeatelektase kan opstå ved aflukning af en bronkie, fx pga. slim, fremmedlegemer, kræft eller kompression udefra ved fx væske- eller luftansamling i lungehulen. Symptomerne er kortåndethed og trykken i brystkassen. Lungeatelektase påvises på et røntgenbillede af lungerne. Kikkertundersøgelse (bronkoskopi) vil ofte være nødvendig for at afsløre svulst, slim eller fremmedlegeme. Behandlingen må rettes mod grundlidelsen, som ofte er lungekræft. Slimpropper kan løsnes under lungefysioterapi, således at lungen udfoldes.

Lungebyld

Lungebyld (lungeabsces) er en indkapslet materieansamling i lungen med vævsdød (nekrose). Lungebyld kan fremkomme som komplikation ved lungebetændelse eller fremkaldt af fremmedlegemer. Lungekræft og lungeinfarkt kompliceres undertiden af lungebyld. Symptomerne afhænger af grundlidelsen. Typisk ses feber, kulderystelser og ildelugtende, gult eller grønt, evt. blodigt opspyt. Diagnosen stilles ved røntgenundersøgelse af lungerne, som ofte viser en rund skygge med væskespejl, og ved påvisning af mikroorganismer i opspyt. Behandlingen består i antibiotika og stillingsdrænage (se lungefysioterapi). Kirurgisk behandling er normalt ikke nødvendig ved ukompliceret lungebyld.

Lungecyster

Lungecyster er større hulrum i lungevævet, enten medfødt eller erhvervet senere i livet som følge af infektion eller lungeemfysem. Cyster kan ved en ventileffekt vokse under vejrtrækningen og dermed trykke på lungen og give kortåndethed. Små cyster behøver ingen behandling, men større cyster, som truer lungefunktionen eller bliver betændte, kan kræve kirurgisk behandling.

Pneumothorax

Cyster kan undertiden briste og medføre luftansamling i lungehulen (pneumothorax), hvorved lungen falder helt eller delvis sammen. Pneumothorax kan også ses ved skader, som perforerer brystvæg og lunge. Symptomerne ved pneumothorax er stingsmerter ved vejrtrækning, tør hoste og kortåndethed. Behandlingen består i udtømmelse af luften via dræn gennem brystvæggen. I gentagne tilfælde indsprøjtes et lægemiddel mellem den indre og ydre lungehinde, hvorved lungehinderne klæbes sammen (pleurodese), eller der foretages operation med fjernelse af lungehinden (dekortikation).

Lungefibrose

Lungefibrose er bindevævsfortykkelse i lungevævet, som bliver stift. Lungefibrose kan dels fremkomme af ukendt årsag (kryptogen lungefibrose), dels ved arbejdsbetingede lungesygdomme (støvlungesygdom og tærskerlunge), bindevævssygdomme, efter infektioner, fx tuberkulose, og som bivirkning til visse lægemidler. Symptomerne er tiltagende kortåndethed og evt. tør hoste. Nogle tilfælde af lungefibrose fører til lungesvigt, som kræver iltbehandling. Diagnosen stilles på røntgenundersøgelse af lungerne, som viser bindevævsforandringer, og ved vævsprøve (biopsi) med påvisning af karakteristiske forandringer. Behandling med binyrebarkhormon og lægemidler, der hæmmer immunapparatet, kan være nødvendig.

Lungesvigt

Lungesvigt (respirationsinsufficiens, nedsat lungefunktion) er den tilstand, der optræder, når lungerne ikke er i stand til at opretholde normalt indhold af ilt og kuldioxid i blodet. Lungesvigt kan dels skyldes en utilstrækkelig transport af ilt og kuldioxid mellem lunger og blod, dels svigtende luftskifte ind og ud af lungerne. Lungesvigt skyldes oftest lungesygdomme, fx kronisk bronkitis med lungeemfysem (kronisk obstruktiv lungesygdom), lungebetændelse, lungeatelektase, lungekræft og lungelæsioner, men også deformiteter i ryghvirvelsøjlen, polio og forgiftninger med lammelser kan medføre lungesvigt.

Symptomerne er kortåndethed, blåfarvning (cyanose) af læber og negle samt sløret bevidsthed, evt. bevidstløshed. Diagnosen stilles ved måling af ilt og kuldioxid i arterieblodet.

Behandlingen tilsigter at opretholde normalt indhold i blodet af ilt og kuldioxid ved iltbehandling. I alvorlige tilfælde anvendes respiratorbehandling. Patienter med lungesvigt som følge af kronisk obstruktiv lungesygdom kan anvende iltbehandling i hjemmet.

Lungesymptomer

Lungesymptomer omfatter hoste, opspyt, kortåndethed og brystsmerter

Hoste

Hoste er det almindeligste symptom ved lungesygdom. Hoste kan skyldes sygdomme i luftveje og lunger, men ses også ved ophobning af slim i luftvejene ved neurologiske lidelser. Nyopstået, uforklaret hoste, som varer mere end tre uger, eller ændrede hostevaner hos patienter med kronisk bronkitis bør foranledige lægekontakt.

Opspyt

Opspyt kan ses ved en række lungelidelser, men kan også forårsages af nedløb af slim fra svælget, fx ved bihulebetændelse. Opbringelse af opspyt er altid et abnormt fænomen, som tyder på sygdom. Opspyt ved bronkitis er ofte hvidt eller vandklart. Gul- eller grønfarvning af opspyttet tyder på infektion. Blodtilblanding (hæmoptyse) kan ses ved en række lungelidelser, fx bronkitis, lungekræft, tuberkulose og lungeinfarkt.

Kortåndethed

Kortåndethed (dyspnø) er en ubehagelig fornemmelse af besværet vejrtrækning. Dyspnømekanismen er ufuldstændigt belyst, men en række nerveimpulser fra forskellige dele af lungerne og centralnervesystemet er af betydning. Åndenød optræder ved en række lungesygdomme, lungelæsioner, hjertesvigt og nyresvigt og kan af og til være psykisk betinget.

Brystsmerter

Brystsmerter kan forårsages af sygdomme i organerne i brysthulen, herunder lunge- og hjertesygdomme (se hjertekransåresygdomme), brystvæggen og bughulen. Ved lungesygdom udløses brystsmerter ofte fra lungehinden, mens lungevævet er ufølsomt.

Lungeundersøgelser

Lungeundersøgelser omfatter stetoskopi, røntgenundersøgelse, lungefunktionsundersøgelser, blodgasanalyse, undersøgelse af opspyt eller slim, bronkoskopi, torakoskopi, pleurapunktur og mediastinoskopi.

Stetoskopi

Stetoskopi giver oplysning om lungelydene under vejrtrækning. Normalt høres en ret svag, jævn lyd. Ved forsnævring i bronkierne, fx ved astma og bronkitis, høres ru, pibende lyde (rhonchi), især under udånding. Ved lungebetændelse og ophobning af væske i lungerne (lungestase) pga. hjerteinsufficiens høres fine, knitrende lyde (krepitation). Stetoskopi suppleres som regel med perkussion, hvorunder man lytter til lyden, der fremkommer ved at banke let på brystvæggen. Dæmpning af lyden skyldes nedsat luftholdighed, fx ved væske i lungehulen eller lungebetændelse.

Røntgenundersøgelse

Røntgenundersøgelse er en hurtig og let undersøgelse til påvisning af forandringer i lunger og lungehinder. Undersøgelsen giver desuden oplysninger om hjertet og brystvæggen. Røntgenoptagelsen foretages i to planer, dvs. som et forfra- og et sidebillede. Røntgenundersøgelse kan suppleres med CT-scanning og ultralydundersøgelse; sidstnævnte anvendes især til påvisning af væske i lungehulen og overfladiske lungesvulster.

Lungefunktionsundersøgelser

Lungefunktionsundersøgelser giver et objektivt mål for lungernes funktion, idet man kan måle størrelsen af lungernes luftrum (vitalkapaciteten), evnen til at transportere luft ind og ud af luftvejene (ventilationskapaciteten), luftvejsmodstanden og evnen til at transportere ilt fra lungerne til blodet. Den vigtigste lungefunktionsprøve bygger på en forceret udåndingsmanøvre, hvor mængden af udåndet luft måles efter ét sekund (forceret eksspirationsvolumen, FEV1) og efter afslutning af udåndingen (forceret vitalkapacitet, FVC). Undersøgelsen (spirometri) kan foretages med simpelt apparatur. Med et meget enkelt udstyr (peakflowmeter) kan patienten selv måle den maksimale luftstrømningshastighed i luftvejene under forceret udånding (peakflow).

Blodgasanalyse

Blodgasanalyse er en måling af ilt og kuldioxid i arterieblodet som et udtryk for den samlede lungefunktion og har især interesse ved lungesvigt hos alvorligt syge patienter.

Undersøgelse af opspyt eller slim

Undersøgelse af opspyt eller slim, som er opsuget fra luftvejene, kan påvise eventuelle bakterier, herunder tuberkelbakterier, svampe og svulstceller.

Bronkoskopi er en kikkertundersøgelse foretaget gennem svælget, hvorved luftvejene med de større forgreninger kan undersøges. Undersøgelsen anvendes ved infektioner, fremmedlegemer og lungekræft.

Torakoskopi er en kikkertundersøgelse af lungehinderne foretaget gennem brystvæggen (se lungeoperationer). Såvel bronkoskopi som torakoskopi kan foretages i lokalbedøvelse.

Pleurapunktur

Pleurapunktur (tømning af væske fra lungehulen) anvendes til diagnostisk udredning og til aflastning af patienter, som har store væskemængder, der presser på lungen og dermed giver kortåndethed. Væsken kan undersøges for bakterier og svampe, svulstceller, protein og sukker. Undersøgelsen foretages i lokalbedøvelse.

Mediastinoskopi

Mediastinoskopi er en kikkertundersøgelse af området langs luftrøret mellem lungerne (mediastinum) med prøvetagning fra lymfeknuder og andet relevant væv. Mediastinoskopi udføres i fuld bedøvelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig