Bronkiektasi, lokaliserede eller udbredte udvidelser på bronkierne. Sygdommen skyldes ødelæggelse af væggen i bronkierne som følge af infektion, fx lungebetændelse, tuberkulose og cystisk fibrose, men kan også være medfødt. Sygdommen er i dag sjælden.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bronkiektasi kommer af græsk bronchos 'luftrør' og ektasis 'udvidelse'.

Hovedsymptomerne er hoste og rigeligt opspyt, der kan være blodtilblandet, tilbagevendende luftvejsinfektioner samt i svære tilfælde kortåndethed. Diagnosen stilles ved røntgen-kontrastundersøgelser af lungerne (bronkografi) eller CT-scanning.

Sygdommen behandles med antibiotika og lungefysioterapi for at lette opbringelsen af slim. Ved lokaliserede bronkiektaser kan operativ fjernelse af det syge lungeafsnit komme på tale.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig