Binyresygdomme, sygdomme, som skyldes forstyrrelser i hormondannelsen i binyrernes barklag eller i marven.

Addisons sygdom eller kronisk binyrebarkinsufficiens er en lidelse med langsom udvikling, som fører til fysisk svaghed, træthed, vægttab, pigmentering af hud og slimhinder, kvalme, opkastninger og lavt blodtryk. Lidelsen skyldes nedsat dannelse af binyrebarkhormoner efter ødelæggelse af binyrebarken pga. autoimmunitet eller tuberkulose og ses også efter langvarig behandling med binyrebarkhormon. Behandling med binyrebarkhormoner er livsreddende og sikrer et næsten normalt liv.

Cushings syndrom udvikler sig langsomt med overvægt, fuldmåneansigt, fysisk svaghed, hurtig udtrætning, øget kropsbehåring, blodtryksforhøjelse, ophør af menstruation, blålige striber og blodudtrædninger i huden, knogleskørhed, diabetes mellitus og personlighedsforandring. Syndromet skyldes øget dannelse af binyrebarkhormon og evt. mandligt kønshormon pga. overproduktion af ACTH i hypofysen (hos 70 %) eller en ACTH-producerende kræftsvulst uden for binyrerne (10 %). Hos resten er der en svulst i binyrerne, i halvdelen af tilfældene godartet, ellers ondartet (kræft). Diagnosen stilles ved måling af binyrebarkhormoner i blod og urin, ultralydundersøgelse og CT-scanning af binyrer og hypofyse. Behandlingen er sædvanligvis kirurgisk, men medicinsk behandling, røntgenbestråling og kemoterapi kan komme på tale.

Conns syndrom skyldes øget dannelse af et binyrebarkhormon (aldosteron) fra en lille, godartet svulst i binyrerne. Symptomerne er blodtryksforhøjelse, lavt blodkalium og evt. muskelsvaghed. Operation er helbredende.

Medfødt binyrebarkhyperplasi er en arvelig sygdom, der findes hos ca. én af 10.000 nyfødte og skyldes mangel på et enzym, der omdanner et forstadium til et binyrebarkhormon. Enzymdefekten medfører nedsat produktion af hormon, hvilket giver anledning til forøget produktion af ACTH; dette medfører, at binyrerne forstørres, og at der dannes hormonforstadier i forøget mængde. Disse omdannes til mandligt kønshormon, hvilket kan medføre forandringer af kønspræget, se adrenogenitalt syndrom.

Fæokromocytom er en sædvanligvis godartet svulst i binyrens marv. Den afgiver øgede mængder noradrenalin og adrenalin (katekolaminer), der fører til blodtryksforhøjelse, hovedpine, hjertebanken og svedtendens. Symptomerne er ofte anfaldsvise og kan være ledsaget af angstanfald, rødme eller bleghed i ansigtet, kvalme og opkastning samt smerter i mave og bryst. Diagnosen stilles ved undersøgelse af urin for katekolaminer og ved ultralyd- og CT-scanning af binyrerne. I sjældne tilfælde kan svulsten udgå fra katekolaminproducerende væv uden for binyremarven. Behandlingen er operation.

Vævsforandringer

I binyrebarken findes ofte symptomløse småknuder. Ved Cushings syndrom og Conns syndrom ses gule, godartede svulster (adenomer), der er få centimeter store og velafgrænsede. De sjældne, ondartede binyrebarksvulster er store og har ofte spredt sig til andre organer, når de påvises. Binyreblødning og vævshenfald med nedsat hormonproduktion kan opstå i forbindelse med svær akut belastning, fx udbredte organskader. Ved Addisons sygdom ses lymfocytinfiltration.

Svulster, der er udgået fra binyremarvens celler, kaldes fæokromocytomer, fordi de kan farves med kromholdige opløsninger. Hos børn ses ondartede svulster, der er udgået fra nervecelleforstadier (neuroblastomer). Under behandling eller spontant kan de modnes til godartede nervecellesvulster (ganglieneuromer).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig