klostermedicin

Det blev et særligt kendetegn ved det katolske klostervæsen, at der med tiden dannedes både mandlige og kvindelige klosterbevægelser, der var skarpt adskilte fra hinanden. Medlemmerne kaldtes henholdsvis munke og nonner. Indbyrdes tiltalte de hinanden som henholdsvis broder og søster. Var en munk præsteviet skulle han dog tiltales pater. Dobbeltklosteret i Fontevrault var en blandt få unikke undtagelser, idet der boede både munke og nonner under ledelse af en abbedisse.

Når en person udefra søgte om optagelse, blev han i den første tid betegnet som postulant, og opfattet som en gæst eller besøgende, som man så an i et vist tidsrum. Herefter fik han udleveret ordensdragt og blev novice. Efter tiden som novice aflagdes et foreløbigt klosterløfte, der efter typisk 3-6 år efterfulgtes af det endelige klosterløfte og dermed den endegyldige optagelse i fællesskabet.

De enkelte ordener og klostre havde i vid udstrækning selvstyre, men ikke fuldt selvstyre. De var en kongregation, der sammen med andre kongregationer indgik i et konvent med fælles ledelse. Samarbejdet mellem de enkelte klostre, mellem klostre og præster og klostre og paver var langtfra gnidningsfrit og i løbet af middelalderen var der mange konflikter og opgør.

Da klostrene ofte modtog store ejendomme og jordbesiddelser som testamentariske gaver, kunne deres økonomi i mange tilfælde hvile på indtægter derfra. Som regel blev disse indtægter anvendt til at løse sociale problemer som bekæmpelse af fattigdom, opførelse af nye skoler og hospitaler osv. Det hændte dog også, at midlerne blev misbrugt og livet i klosteret korrumperede og de facto udviklede sig til et liv i rigdom, lediggang, fråseri og tidvist brud på cølibatet.

Flere af de forskellige munkeordener: benediktinere, cisterciensere, augustinere og præmonstratensere havde sygepleje og lægebehandling som en vigtig del af klosterets drift ved siden af landbrug, håndværk, fremstilling af mursten m.m. Som en vigtig del af klosteret rådede man derfor over et infirmarium, hvor de syge opholdte sig. Ordet kommer af latin, infirmus, der betyder "syg". I overensstemmelse med det centrale kristne begreb, caritas (barmhjertighed) blev omsorg for syge og fattige anset for obligatorisk.

Blandt de munkeordener, der hovedsagligt lavede socialt arbejde, bl.a. tiggermunke som franciskanerne, var sygepleje også en vigtig del af programmet og gerningen og de bekymrede sig særligt om de spedalske. Gråbrødrene, som også var aktive i Danmark, udspaltedes fra franciskanerne og ligeledes nonneordenen, clarisserne.

I løbet af korstogstiden opstod der desuden forskellige ridderordener, der kombinerede munkeliv og militærliv, mest kendte er måske Tempelherrerne. Disse ridderordener så det som deres opgave at tilbageerobre Jerusalem og beskytte den hellige grav, men også at yde beskyttelse og hjælp til syge og fattige kristne pilgrimme. Mange af disse riddere valgte med tiden helt at nedlægge våbnene og gå ind i hospitalsarbejde og sygepleje. Hermed opstod Johanitterordenen eller Hospitalsridderne af St. Johannesordenen.

I 789 befalede Karl den store (742-814), at der ved alle klostre i Frankerriget, som omfattede størstedelen af det gamle Vestromerske rige, skulle oprettes skoler, hvor der blev undervist i munkenes lærdom. Med tiden udviklede disse skoler sig til universiteter. Det ældste universitet er det i Bologna fra 1098. I Frankrig fik Montpellier et universitet i 1221 og Paris i 1270. I begyndelsen havde alle universiteter kun, hvad der i nutidens begreber ville svare til ét teologisk fakultet, men herefter oprettedes hurtigt medicinske og juridiske fakulteter.

Grænsen mellem de tre hovedfag var ikke tydelig og mange studerende beskæftigede sig med lidt af hvert. I løbet af 1700-tallet opstod der filosofiske fakulteter, der siden blev opdelt i naturvidenskab, humaniora, samfundsvidenskab m.m. Klostermedicinen, der var baseret på de gamle kilder fra antikken og munkenes egen erfaringer med disse og med urtemedicinen, blev således det historiske udgangspunkt for medicinstudiet ved Europas universiteter.

Klosteret i Monte Cassino fik indrettet værelser til syge munke, camerae infirmariae, der med tiden blev udvidet til også at være åbne for syge fra alle sociale lag i det omgivende samfund. Klosterets sundhedsfaciliteter blev med tiden mere komplekse og specifikke.

Der blev indrettet et Domus medicorum til lægeundersøgelser og behandling og et Cubiculum valde infirmorum til indlæggelse af alvorligt syge patienter, der krævede overvågning og døgnbehandling. Derudover oprettedes et Armarium pigmentarium, et apotek til opbevaring af forskellige terapeutiske substanser, et Balnea, bad til terapeutiske bade eller kurbade, samt et særligt rum til åreladning og lavement. I klosterets Scriptorium foregik kopiering, restaurering, nyfortolkning og sammenskrivning af håndskrevne medicinske tekster affattet på pergament. I Bibliotheca blev de medicinske tekster katalogiseret. Endeligt havde klosteret en Hortus semplicium, hvor der blev dyrket lægeplanter.

Den berømte helgen og benediktinermunk Sankt Gallus (550-645) virkede omkring 612-640 i området omkring Boden-søen og anlagde et Benediktinerkloster i Schweiz, i den by, der i dag hedder Sankt Gallen. I år 820 blev bygningerne udvidet med et klosterhospital. Ligesom klosteret i Monte Cassino havde hospitalet en lægebolig, et apotek og en badeanstalt. Hospitalet rådede desuden over et stort køkken med fire ovne, hvor man tilberedte diætkost til de syge.

I klosterets medicinske urtehave, herbularius, havde man 16 bede, hvor man dyrkede vanddrivende, afførende, stoppende og sveddrivende lægepanter: lilje, rose, salvie, karse, kommen, rude, gladiolus, løvstikke, fennikel, pebermynte, poleinmynte, græsk græs, bønne, peberkraut, rosmarin, sar og nonnemynte.

I køkkenhaven fandtes 18 bede, hvor man dyrkede: løg, selleri, purløg, koriander, gulerod, dild, valmue, ræddike, rødbede, hvidløg, skalotteløg, persille, kørvel, salat, karse, pastinak, klinte og kål.

Klosteret brændte i 937 og måtte genopføres. Det blev ødelagt flere gange i de følgende århundreder i forbindelse med krige og reformationen. I 1805 nedlagdes det helt og i dag er det et museum.