Klaudios Galenos

Klaudios Galenos var en romersk læge af græsk afstamning. Galenos var født i Pergamon, hvor hans far lod ham undervise ved de forskellige filosofiske skoler. Efter nogle års studier læste han medicin; herefter tog han som 20-årig på studierejser til bl.a. Smyrna, Korinth og Alexandria, som var nogle af tidens mest velrenommerede studiesteder. Efter endt uddannelse vendte Galenos i 158 hjem til sin fødeby, hvor han virkede som læge ved gladiatorskolen og indhøstede stor anatomisk viden.

I 162 rejste han til Rom, datidens største by, hvor talrige græske læger søgte lykken. På kort tid opnåede Galenos et godt ry som læge og fik foden inden for ved det romerske hof, hvor han blev livlæge for kejserne Marcus Aurelius og Commodus.

Selvom kun ca. halvdelen af Galenos' skrifter er bevaret, udgør de dog den største bevarede samling af en enkelt forfatter fra antikken. Han mente, at pulsårerne (arterierne) var luftfyldte, og at blodårerne (venerne) var blodfyldte. For at dette kunne være tilfældet, forestillede han sig, at hjertets skillevæg rummede små huller, hvorigennem luft og blod kunne passere.

Galenos' fortjeneste bestod i, at han sammenfattede oldtidens sygdomsopfattelse i et komplekst, men dog overskueligt system (humoralpatologi). Galenos gav en oversigt over og et system for både forebyggelsen, årsags- og symptombehandlingen, der var enestående for tiden. Så sent som i renæssancen ser man de første opdagelser, der sætter spørgsmålstegn ved det system, en af oldtidens mest betydningsfulde læger havde udarbejdet.