Faktaboks

Benjamin Spock
Født
2. maj 1903, New Haven, Connecticut, USA
Død
15. marts 1998, San Diego, Californien, USA

Benjamin Spock. Fotografi fra ca. 1960.

.

Benjamin Spock var en amerikansk børnelæge. Han blev læge i 1929 og praktiserede som børnelæge i New York fra 1935.

Spock blev verdenskendt for sine bøger, især Common Sense Book of Baby and Child Care (1946, dansk Bogen om Barnet, 1950), hvormed han tog afstand fra den autoritære børneopdragelse. I bøgerne, som fik stor betydning for flere generationers syn på opdragelse, anbefalede han mødrene i højere grad at stole på deres egen fornuft og respektere barnets individualitet ved bl.a. at gøre op med kravene om ro, regelmæssighed og renlighed. I sine seneste bøger reviderede han dog sine holdninger ved også at anbefale, at der sættes visse grænser for barnet.

Spock gjorde tidligt indsigelse mod atomvåbenforsøg og indtog i 1960'erne en fremtrædende plads i oppositionen mod den amerikanske deltagelse i Vietnamkrigen ved at anbefale unddragelse af værnepligt. Dette udløste i 1968 en fængselsdom, der dog blev omstødt ved appel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig