Nedsynkning af livmoder og skede skyldes svækkelse af muskulaturen i bækkenbunden. Ved nedsynkning af livmoderen (prolapsus uteri) ligger livmoderhalsen længere nede i skeden end normalt, evt. uden for skedeåbningen. Fremfald af skeden (prolapsus vaginae) kan inddrage forreste skedevæg, hvorved en del af urinblæren trækkes med (cystocele), eller bagerste skedevæg, hvorved en del af endetarmen trækkes med (rectocele). Kombinationer af disse fremfald forekommer hyppigt.

Faktaboks

Også kendt som

fremfald, prolapsus genitalis, descensus genitalis

Fremfald ses næsten kun hos ældre kvinder, der tidligere har født børn, og giver gener i form af tyngde- eller nedsynkningsfornemmelse, evt. synligt fremfald i skedeåbningen. Der kan samtidig være besvær med vandladning (urininkontinens) eller afføring.

Lette grader af fremfald kan behandles med bækkenbundsøvelser. Ved mere udtalte fremfald kan man ved operation gennem skeden forstærke for- og bagvæggen og afkorte livmoderhalsen, hvis den er forlænget, eller fjerne livmoderen helt. Særlige ringe eller pessarer kan også holde fremfaldet på plads.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig