Svampeinfektioner, mykoser, sygdomme hos dyr og mennesker, der fremkaldes af en række svampearter, enten encellede gærsvampe eller flercellede skimmelsvampe. Langt hovedparten forårsager overfladiske infektioner i slimhinder, hud, hår eller negle, se hudsvamp. Dybe infektioner i selve kroppens væv er derimod sjældne og forekommer overvejende hos personer med nedsat immunforsvar.

I Danmark optræder hyppigst infektion med gærsvampe, især Candida-arter. Disse findes normalt i slimhinder og kan spredes herfra, fx til spiserør, lunger, blære og nyrer eller evt. til blodet gennem sår og katetre. Slimhindeinfektioner opstår fx efter behandling med antibiotika, hvorved mange normale mikroorganismer fjernes, således at der skabes plads til vækst af svampe. Dette kan medføre svie, rødme og hvidlige belægninger pga. infektion med Candida albicans. Dybe infektioner ses især hos patienter med et nedsat antal hvide blodlegemer (leukocytter), fx efter kemoterapi for kræftsygdomme samt ved aids. Infektionerne viser sig oftest som langvarig feber med eller uden lokale gener. Diagnosen stilles ved mikroskopi og dyrkning for svampe i vævsprøver eller blod.

Cryptococcus neoformans er en gærsvamp, der især er hyppig i tropiske lande, men også findes hos danske fugle, hvorfor infektion i Danmark fx ses ved udsættelse for dueekskrementer. Sygdomstilfældene er sjældne og optræder især hos svækkede personer, fx ved aids, hvor der kan forekomme meningitis eller betændelse i visse organer.

Skimmelsvampe optræder især som hudsvampeinfektioner, men arter som Aspergillus, der forekommer overalt i jord og støv, kan medføre dybe, alvorlige infektioner (aspergillose), især i lungerne. Der kan dels forekomme astmalignende tilfælde, dels egentlige lungebetændelser eller knuder af svamp i bronkierne. Hos immunsvækkede personer kan infektionen sprede sig gennem blodet med dannelse af bylder i hud eller organer.

I udlandet, især i troperne, USA og Mexico, forekommer en række alvorlige infektioner med såkaldte dimorfe svampe, fx blastomykose, forårsaget af Blastomyces dermatitidis, histoplasmose forårsaget af Histoplasma capsulatum og coccidioidomykose forårsaget af Coccidia immitis. De kan alle forårsage infektion, specielt i lungerne som svære kroniske lungebetændelser og eventuelt herfra sprede sig.

Diagnosen stilles ved mikroskopi og dyrkning samt eventuelt måling af antistoffer i blodet. For alle de nævnte svampeinfektioner gælder, at forebyggelse er vanskelig. Der findes ingen vacciner.

Lægemidler

En række antibiotika har virkning på svampe, fx ved at ødelægge svampenes cellemembran eller ved at hæmme stofskifteprocesser. Da svampe er rigtige celler i modsætning til de mindre bakterier og virus, er det imidlertid vanskeligt at finde midler, der ikke også påvirker kroppens egne celler. Der er derfor kun få effektive midler til rådighed, og disse rummer ofte risiko for bivirkninger, hvis lægemidlet ikke kun anvendes lokalt på hud eller slimhinder.

De ældste stoffer er såkaldte polyenantibiotika, der virker på cellemembranen. Amfotericin B virker på mange forskellige svampe og anvendes stadig, især ved gærsvampeinfektioner, enten lokalt, fx som stikpiller, eller som drop ved svære infektioner. Nystatin anvendes foreløbig kun til lokal behandling. Begge stoffer søges nu fremstillet i kombination med fedtstoffer, hvorved risikoen for bivirkninger kan mindskes. En række nyere lægemidler er såkaldte imidazol- eller triazol-derivater, der virker ved at hæmme ergosteroldannelsen i svampenes cellemembran. En del kan kun anvendes lokalt til hud- og slimhindeinfektioner, bl.a. pga. dårlig optagelse gennem tarmen, fx miconazol. Andre som ketoconazol og fluconazol anvendes også til dybe infektioner enten som tabletter eller injektion. Itraconazol er velegnet ved aspergillusinfektioner og hudsvampe. Lignende præparater er fx terbinafin, der anvendes til negleinfektioner.

Til svære infektioner anvendtes tidligere tillige flucytocin, men også dette kan medføre bivirkninger, hvorfor de nye triazolpræparater foretrækkes. Ved neglesvamp er meget langvarig behandling (2-3 måneder) nødvendig, da kun den del af infektionen, der sidder i negleroden, kan nås af behandlingen.

Husdyr

Svampeinfektioner hos husdyr er blevet almindelige i Danmark siden 1970'erne, muligvis fordi moderne høstmetoder ikke altid sikrer mod svampevækst i afgrøderne, der fx kan have et højt vandindhold.

Man skelner mellem lokal mykose knyttet til huden, fx ringorm, og systemisk mykose. Sidstnævnte skyldes skimmelsvampe af forskellig art, se også mykotoksikose og mykotoksiner. Hos kvæg, den hyppigst angrebne husdyrart, ses især mykotisk abort, mykotisk yverbetændelse (mastitis) og mykotisk lungebetændelse. Alle tre former medfører alvorlige symptomer og ofte døden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig