Tumornekrosefaktorer, TNF, immunologiske signalstoffer, der tilhører gruppen af cytokiner. Der er beskrevet flere TNF-molekyler; vigtige medlemmer er TNF-alpha, som bl.a. produceres af makrofager, og TNF-beta, som produceres af T-lymfocytter (se immunologi (immunsystemet)). Flere medlemmer af TNF-familien, herunder den såkaldte Fas-ligand, har vist sig at kunne fremkalde vævsdød (nekrose) af kræftsvulster i laboratorieforsøg, og alle spiller en rolle i forbindelse med betændelsesreaktioner; stofferne er bl.a. medansvarlige for feber og septisk kredsløbschok. TNF blev tidligere benævnt kakektin pga. deres evne til at fremkalde vægttabet ved kakeksi, fx ved kræft og aids. I de seneste år er der markedsført nye, meget virksomme biologiske lægemidler til behandling af svære tilfælde af kronisk leddegigt, kronisk tarmbetændelse og psoriasis. Disse lægemidler er antistoffer udviklet ved genteknologi; deres virkning beror på hæmning af en af TNF-familiens medlemmer, TNF-alpha, som er et centralt betændelsesstof ved disse sygdomme. For nylig er TNF også vist at være involveret ved visse karsygdomme, bl.a. arteriosklerose.