Antistof. Der findes fem klasser af antistoffer, også kaldet immunglobuliner. Den generelle opbygning er ens for alle klasser, idet et immunglobulin er opbygget af to tunge og to lette kæder. Kæderne holdes indbyrdes sammen ved hjælp af disulfidbroer, der kan dannes, når to molekyler af aminosyren cystein sidder i nærheden af hinanden. På antistofferne findes bundne sukkermolekyler. Mængden og placeringen er karakteristisk for den enkelte antistofklasse. Den kemiske opbygning af Y'ets spidser kan variere på et uhyre antal måder. Eftersom bindingen til et antigen sker i disse spidser ved at slynger af den tunge kæde og den lette kæde danner kontakt til antigenet, skabes der mulighed for at forskellige immunglobuliner kan binde et meget stort antal forskellige antigener. Den nederste del af Y'et varetager binding til og dermed kommunikation med andre af immunsystemets celler.

.

Antistoffer er proteiner, som produceres i immunsystemet. De kan specifikt binde sig til – oftest fremmede – molekyler (antigener). Antistoffer spiller en afgørende rolle i forsvaret mod infektioner. I kroppen er der flere mio. forskellige antistoffer, og immunsystemet har derfor en kolossal reaktionsevne.

Faktaboks

Også kendt som

immunglobuliner

Den biokemiske betegnelse for antistof er immunglobulin (forkortet Ig); et ældre navn er gammaglobulin. Hos mennesket deles de i fem klasser: IgA, IgG, IgM, IgD og IgE. De har alle en fælles Y-formet grundstruktur, bygget op af to tunge og to lette aminosyrekæder. I grundstrukturen er der to identiske bindingssteder for antigen, som findes i Y'ets to spidser; i dette område varierer aminosyresammensætningen fra det ene antistof til det andet, hvilket bestemmer deres forskellige antigenbindingsevne. Antigenbindingsstedet udgør en lomme eller kløft, der kan binde antigenet, fordi de molekylære strukturer passer sammen. Biologiske effekter af antigenbindingen udløses via antistofmolekylets anden ende.

Antistofferne produceres af B-lymfocytter (se lymfocytter). Den enkelte B-lymfocyt laver ét bestemt antistof; ved gentagne celledelinger fås en "stamme" (klon) af ens B-lymfocytter. Uden ydre stimulation dannes antistofferne i små mængder og findes som receptorer på B-lymfocytternes overflade. Stimulation med antigen bevirker, at B-lymfocytterne deler sig og udvikles til plasmaceller, der er mere effektive antistofproducenter, som dog kun lever i få dage. Ved gentagen stimulation giver de fleste antigener anledning til et sekundært respons, som kommer hurtigere end det primære og medfører dannelsen af en større mængde antistof med kraftigere binding til antigen.

Antistoffer findes kun hos hvirveldyr. De dannes især i slimhinderne, knoglemarven, milten og lymfeknuderne. Ved infektionssygdomme er antistofferne et vigtigt led i organismens forsvar, ikke blot fordi de kan nedkæmpe mange infektioner, men også fordi den efterfølgende immunitet som regel beror på den vedvarende dannelse af antistoffer. Nyfødte har antistoffer fra moderen; hos mennesket overføres de via moderkagen, og de beskytter barnet, indtil dets egen antistofproduktion øges ved stimulation med omverdenens antigener.

Antistoffer virker beskyttende, fordi de dækker overfladen på bakterier og virus og derved hindrer dem i at trænge ind i kroppen og dens celler. Antistoffer kan tillige binde sig til giftstoffer og neutralisere dem. Desuden kan de aktivere organismens mere primitive forsvarssystemer, og de deltager også i reguleringen af organismens immunrespons.

IgA dannes i størst mængde og produceres hovedsagelig i slimhinderne, hvor kroppen er mest udsat for mikroorganismer. IgA-molekylerne transporteres ved en særlig mekanisme ud på slimhindeoverfladerne og er derved immunsystemets mest fremskudte forsvarselement.

IgG er det vigtigste immunglobulin i blodet. Ved fremstilling af gammaglobulin til medicinsk brug anvendes især IgG.

IgM består af fem grundenheder og er det største immunglobulinmolekyle. Det er IgM, der tidligst produceres ved immunisering.

IgD findes først og fremmest på B-lymfocytternes overflade sammen med IgM.

IgE dannes i mindre mængde end de øvrige. Det er vigtigt i bekæmpelsen af parasitter. IgE-antistoffer er ansvarlige for de fleste allergiske reaktioner.

Ved antistofmangel øges hyppigheden af infektioner. Ved unormal antistofproduktion kan der opstå immunkomplekssygdom, autoimmunitet eller allergi.

Som lægemiddel bruges antistoffer ved indsprøjtning af gammaglobulin (IgG), der er fremstillet ved oprensning af blodplasma, eller laboratoriefremstillede antistoffer; den herved opnåede passive immunitet varer fra uger til måneder. Mere langvarig beskyttelse opnås ved aktiv immunisering, dvs. indgift af antigen; effekten af mange vacciner beror på antistofdannelse.

Som forfinet biokemisk værktøj bruges antistoffer til talrige analytiske opgaver. Tidligere fremstillede man dem ud fra blodplasma, hvori der findes en blanding af mange forskellige antistoffer. En stor teknisk landvinding fandt sted i 1975, da det i laboratoriet lykkedes at fremstille helt rene (monoklonale) antistoffer. Ved at fusionere B-lymfocytter med kræftceller fik man kloner, hvis celler kan blive ved med at dele sig og producere ét enkelt, monoklonalt antistof i ubegrænset mængde. Monoklonale antistoffer benyttes nu i udstrakt grad til analyseformål, bl.a. i diagnostikken af mange sygdomme, ligesom man er begyndt at tage dem i anvendelse til behandling. Fx kan monoklonale antistoffer, som reagerer med antigen på kræftceller, mærkes med radioaktive isotoper og benyttes til påvisning af små kræftsvulster. Ligeledes kan monoklonale antistoffer kobles til celledræbende stoffer, hvorved man kan opnå, at kun kræftcellerne rammes af behandlingen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig