legemsvæsker

Legemsvæsker i moderne forstand omfatter dels væske i kredsløb, dvs. blod og lymfe, dels væske uden for kredsløbet mellem cellerne, interstitiel væske, og endelig væske inde i cellerne, intracellulærvæske. Blodplasma, lymfe og interstitiel væske udgør tilsammen den ekstracellulære væske. Til den interstitielle væske hører den transcellulære væske, som består af indholdet af forskellige legemshulheder: brysthule, bughule, ledhuler, nervesystemets cerebrospinalvæske, øjets kammervæske samt endolymfen i det indre øre. De store legemshulheder, bryst-, bug- og ledhuler, indeholder kun ganske ringe mængder væske, der som en film dækker organfladerne, således at indbyrdes forskydning kan foregå med ringe friktion og kraftudfoldelse. Volumen af cerebrospinalvæske, kammervæske og endolymfe er hos mennesket i alt ca. 0,15 l. Mængden af transcellulær væske er således normalt beskeden.

Hos pattedyr dannes endvidere en række væsker med specielle funktioner. Disse udskilles dels på kroppens ydre overflade som ekskreter (sved, mælk, tårevæske, urin og sæd), dels på den indre overflade som sekreter (spyt, tarmsaft og andre fordøjelsesvæsker, herunder galde og bugspyt). Ekskreter og sekreter befinder sig principielt uden for kroppen, og dannelsen heraf indgår derfor i væskebalancen som tab. Væske tabes til stadighed gennem nyrer, hud, vejrtrækning og afføring, og ved en række sygdomme kan afføringen få væskekarakter i form af diarré. Ved væskebalance forstås samlet væskeindtag minus samlet væsketab for et givet tidsrum; ved negativ væskebalance foreligger således et nettotab af væske.

Hos voksne yngre mænd udgør vand ca. 60 % af legemsvægten fordelt med ca. 37 % på det intracellulære væskerum og ca. 23 % på det ekstracellulære; af sidstnævnte er ca. ¹/₅ blodplasma. Muskelvæv har et højt vandindhold (ca. 75 %), og fedtvæv et lavt vandindhold (ca. 15 %). Totalindholdet af vand som procent af legemsvægten er derfor højere hos mænd end hos kvinder, da disse procentuelt har et højere fedtindhold. Vandprocenten aftager med alderen.

Såvel blandt forskellige pattedyr (bl.a. mennesket) som hos det enkelte individ udviser sammensætningen af de ekstracellulære væsker kun beskedne forskelle mht. saltkoncentration. Kogsalt (natriumklorid, NaCl) og natriumhydrogencarbonat (NaHCO₃) udgør langt størstedelen af de opløste salte, og den samlede mængde opløst stof svarer i osmotisk henseende til en kogsaltopløsning med styrken 9,0 g pr. liter, såkaldt fysiologisk saltvand; kaliumsalte findes kun i ringe omfang.

Den intracellulære væske har en ganske anden sammensætning domineret af kaliumsalte (forskellige kaliumfosfater og kaliumproteinat); natriumsalte findes kun i ringe omfang. Den samlede koncentration af opløste stoffer er dog ens i de to store væskerum, idet tilløb til ulighed udjævnes ved diffusion af vand under osmose.

Forskellene i saltkoncentrationer mellem den ekstracellulære og den intracellulære væske har grundlæggende betydning for mange livsfunktioner, fx impulsledning langs nerveceller, sammentrækning af muskler og sekretudskillelse fra kirtler. Forskellene opretholdes ved uophørlig, aktiv transport af ioner over cellemembranen via særlige transportproteiner, herunder især natrium-kalium-pumpen, Na⁺-K⁺-ATPase. Volumen og sammensætning af det intracellulære væskerum bestemmes af den samlede funktion af transportproteinerne og cellens samlede indhold af opløst stof; sidstnævnte reguleres aktivt via delvis ukendte mekanismer. Størrelsen af og stofkoncentrationerne i det ekstracellulære væskerum styres gennem et komplekst og delvist uafklaret samspil mellem en række kontrolsystemer, herunder regulering via hormoner, samt af blodtryk og nyrefunktion. Se også celle.